TV 2’s formand har fuld tillid til direktør efter kondom-sag

Jimmy Maymann tager til efterretning, at Anne Engdal Stig Christensen beklager bemærkninger om klap i bagdelen på seminar i 2017

Det var ikke i orden, at der på et TV 2-seminar i 2017 blev uddelt goodiebags med kondomer, og at TV 2’s nuværende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, sagde fra scenen, at man ikke skulle være bange for at klappe hende på bagdelen til aftenens fest. Hun ville nærmere blive fornærmet, hvis ingen gjorde det.

Det siger TV 2’s bestyrelsesformand, Jimmy Maymann, i en skriftlig kommentar, efter at Ekstra Bladet og Journalisten har kunnet beskrive, hvordan deltagere på et TV 2-seminar fik udleveret kondomer, og at Anne Engdal Stig Christensen over for alle deltagere sagde: ”Ingen skal være bange for at klappe mig i røven.”

”Jeg har talt med Anne Stig om seminaret i 2017 og har taget hendes forklaring til efterretning, som hun selv har givet i medierne: ”Det var dumt dengang, og det ville også være dumt i dag.” Jeg er ikke i tvivl om, at Anne oprigtigt beklager sin ironiske bemærkning og de omtalte goodiebags indeholdende et kondom,” skriver Jimmy Maymann.

Han fortæller, at begivenhederne på seminaret i 2017 handler om en seksualiseret kultur, en alt for fri tone og ’nogle tåbelige goodiebags’.

”Men der er ikke tale om krænkende handlinger som dem, vi så i dokumentaren. Det er åbenlyst, at sådanne ting ikke skal finde sted fremadrettet, fordi vi i dag er et helt andet sted og i fuld gang med at skabe en bedre kultur,” skriver han i kommentaren.

Han understreger, at TV 2’s bestyrelse fortsat har ”fuld tillid” til Anne Engdal Stig Christensen og til det omfattende kulturarbejde, som TV 2’s ledelse har sat i gang.

Han peger blandt andet på, at TV 2’s tillidsrepræsentant Lennart Sten også har udtrykt tillid til Anne Stig.

”TV 2 har arbejdet seriøst med MeToo og sexisme siden eftersommeren 2020. Der er sat en lang række initiativer i gang, og vi forventer, at vi sammen med medarbejderne kan bruge dette kulturarbejde til at rykke tættere sammen, ændre kulturen og skabe en sund arbejdsplads med plads til alle. Vi er fuldt bevidste om, at dette er et langt sejt træk, men vi er kommet langt, siden arbejdet begyndte,” skriver Jimmy Maymann.

Læs også

TV 2-tillidsrepræsentant om kondom-sag: Tåkrummende, grotesk og torskedumt

15. DECEMBER 2021
TV 2 uddelte kondomer til seminar: Topchef sagde, at man måtte tage hende på bagdelen

TV 2 uddelte kondomer til seminar: Topchef sagde, at man gerne måtte tage hende på bagdelen

15. DECEMBER 2021