”Allan! Allan! Allan!”

Sådan lød det lørdag morgen omkring blødkogte æg og varme boller i mit hjem, hvor tre fodboldivrige drenge – der kun har hørt om fodboldspilleren Allan Simonsen fra deres far – forklarede deres moder, som er irriteret over udviklingen i Vild med Dans, hvordan klaveret lige nu spiller i medie-Danmark.

”Allan! Allan! Allan!” lød det – hvor på hun gemte sig bag søndagsavisen. Noget opgivende.

Allan Simonsen er blevet så meget kult, at Politiken nu sælger et genoptryk med hans straffesparksmål på Wembley i 1983. Og så meget kult, at de to af mine drenge, der har mobiltelefon, sidder mere end klar, når der skal stemmes. Og kære TV2: Det er naivt at tro, at I kan finte dem med nye, svære SMS-koder!

Mens konen rystede på hovedet, forsøgte jeg selv at give en forklaring på fænomenet. Og jeg bad om at få tre minutter, hvor jeg ikke blev afbrudt af Allan-fløjen – drengene – eller Vild med Dans-fløjen – konen. De er højrøstet uenige.

Det helt centrale i massernes afmontering af konceptet bag Vild med Dans er, at konceptets kynisme er blevet udstillet. Alle ved, at Allan Simonsen har samme rolle i Vild med Dans, som den kvinde, der i X-Factor sang om sit barnebarn:

”HEY malte pludselig var du der, silkeblød og med bare tæer!”

Hun udfyldte sin rolle: Seerne elsker de skæve stakler, der bliver til grin – og så sender dommerne dem hjem, når de er malket flade.

Men Allan Simonsen kunne ikke stemmes hjem, da han var tømt for kendiseffekt. For vi finder os ikke i, at TV2 først skummer seerfløden – og så udstøder manden. Det er for kynisk og for usympatisk. Ikke mindst fordi han er beskedenheden selv. Og har et større og mere unikt talent, end der samlet kan rummes i konceptet bag Vild med Dans.

Den lille spurvs forsigtige attitude har besejret mediemastodontens excel-logik.

Det kan han ikke gøre selv. Det kræver en fortælling, der kan iscenesættes. For eksempel har jeg fortalt mine drenge, at jeg i 70erne lå foran familiens sort/hvide kasse og fulgte Allan Simonsens meritter i tysk fodbold.

Det var i Vestjylland. Meget på landet. Bag en stor bakke – og tv-signalet kunne ikke slå igennem. Der var kun prikker på skærmen. Men den tyske speak gik fint igennem – og iscenesatte på den indre biograf forestillingen om, hvordan Allan Simonsen spillede sammen med Henning Jensen. Datidens farligste duo.

Jeg kan godt lide forestillingen om, at der er grænser for, hvor kynisk en rituel tv-ofring kan iscenesættes – før seerne siger fra. Jeg vælger at tolke panikken om Vild med Dans, som en protest mod en forrået ”ø-råds-mentalitet”:

Allan Simonsen er sød. Han besidder et større talent, end konceptudviklerne bag Vild med Dans nogensinde kommer i nærheden af.

Det fortæller vi jer. Lær af det – for vi er de mange og vi har magten!