TV 2 vinder pris for at passe på kolleger, kilder og gæster

TV 2 har vundet Røde Kors Førstehjælpsprisen. Mediehuset har et korps af uddannede hjælpere, der også tæller journalister og studieværter. »Vi har gudskelov ikke haft nogen alvorlige episoder. Men vi har haft gæster i studiet, som har fået et ildebefindende,« fortæller TV 2-chef

TV 2 DANMARK har vundet Røde Kors Førstehjælpsprisen. Mediehuset har et førstehjælpskorps på 60 medarbejdere fordelt på Kvægtorvet i Odense og på Teglholmen i København. Samtlige ansatte bliver tilbudt førstehjælpskurser, og der er hjertestartere i receptionerne døgnet rundt.

»Vi har tænkt førstehjælp lidt længere end bare at uddanne medarbejdere. Vi har lavet et korps af forskellige medarbejdere, der også tæller journalister og studieværter. Vi har mange medarbejdere og mange besøgende, som vi skal passe på,« siger servicechef i TV 2 Karina Vinzent.

TV 2 har 1.350 ansatte, og derudover besøger flere end 10.000 mennesker de to adresser – kilder såvel som besøgsgrupper.

TV 2 har også ladet sig registrere i det nationale hjertestarter-netværk.

»Hvis der sker et hjertestop på gaden, og nogen ringer til alarmcentralen, så vil de få at vide, at vi har en hjertestarter i receptionen,« forklarer Karina Vinzent.

Er det ikke sådan noget, alle større medier gør?

»Det må du spørge dem om, men så havde vi nok ikke vundet prisen. Jeg tror, vi får prisen, fordi vi har et beredskab, der ikke bare er klar fra 8 til 16. Vores reception er åben hele døgnet, og der er altid uddannet personale til stede.«

Har haft ildebefindender i studiet

Prisen blev overrakt af Røde Kors-generalsekretær Anders Ladekarl i går. Ud over TV 2 var Beirholms Væverier i Kolding og Aalborghus Gymnasium i Aalborg nomineret til prisen.

"TV 2 skiller sig ud, ved at alle medarbejdere tilbydes det fulde kursus på 12 timer og ved at have etableret et førstehjælpskorps, der hurtigt kan rykke ud, når ulykken sker. Dermed har man taget skridtet videre og tænkt førstehjælp ind som en del af den daglige sikkerhed for alle medarbejdere," udtaler Anders Ladekarl i en mail.

Karina Vinzent fortæller, at der ikke har været situationer endnu, hvor TV 2 måtte bruge livreddende førstehjælp over for kilder, gæster eller medarbejdere.

»Vi har gudskelov ikke haft nogen alvorlige episoder. Men vi har haft gæster i studiet, som har fået et ildebefindende, og det samme er sket under rundvisninger. Vores førstehjælpskurser handler også om at skabe tryghed i huset. Det gør medarbejderne trygge at vide, at der altid er nogen, som kan yde førstehjælp.«

Er det særligt vigtigt for et medie, hvor forskellige kilder kommer og går, at have sådan et beredskab?

»Jeg synes egentlig ikke, det er særligt vigtigt, fordi vi er et mediehus. Det er klart, at det gør, at vi får mange gæster. Men jeg synes faktisk, at det bør være en pligt for enhver virksomhed af vores størrelse at have et førstehjælpsberedskab, uanset om det er et medie eller ej,« siger Karina Vinzent.

0 Kommentarer