
TV 2 vil være mere præcis med at beskrive de vilkår og begrænsninger, som fotograf Anders Bach (tv.) og journalist Anders Lomholt arbejder under i Rusland. Originalfoto: Screenshot fra TV2
”Propaganda” og ”hallelujajournalistik” er nogle af de ord, der de seneste dage er blevet sat på TV 2’s reportager fra Rusland. Efter flere dage med massiv kritik siger TV 2’s udlandschef, Jakob Vissing, at TV 2 fremover vil deklarere historierne bedre.
”Vi har prøvet at varedeklarere så tydeligt som muligt. Men hvis det ikke er fremstået tydeligt nok, skal vi gøre os umage for, at det er klart,” sagde Jakob Vissing på ’News og Co.’ i aftes.
Af varedeklarationen skal det blandt andet fremgå, under hvilke vilkår TV 2 arbejder, og hvordan man har fundet de kilder, der udtaler sig.
Militæranalytiker Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiet har blandt andet kritiseret TV 2 for at optræde naivt, mens tidligere vært på TV 2 Nyhederne Per Christiansen i weekenden kaldte det hallelujajournalistik, der går Putins ærinde.
Også lektor Claus Mathiesen fra Forsvarsakademiet, der var med i studiet i ’News og Co.’ i aftes, har været en af kritikere af TV 2’s Ruslands-dækning.
Men nu er kritikken blevet hørt, siger Claus Mathiesen.
”Jeg oplevede, at Jakob Vissing anerkendte dele af kritikken,” siger han.
Risiko for mikrofonholderi
Claus Mathiesen forklarer, at han blandt andet har set en risiko for, at TV 2 ender med at lave mikrofonholderi. Og han har kritiseret TV 2’s reporter i Rusland, Anders Lomholt, for at sige, at Ruslands invasion af Krim var en ”tilbageerobring”.
”Krim har aldrig været en del af det moderne Rusland, der opstod i 1991, og derfor kan man ikke kalde det en tilbageerobring. Det er betænkeligt, hvis man gentager myndighedernes sprogbrug,” siger Claus Mathiesen.
I går forklarede Jakob Vissing, at formuleringen ”tilbageerobring” var en fortalelse. Det skulle have været ”erobring”.
”Det er en fortalelse, vi har været ude og rette.”
Claus Mathiesen, Forsvarsakademiet
Begyndelse med benovelse
Claus Mathiesen er tilfreds med, at TV 2 har beklaget vendingen ”tilbageerobring”.
”Men det er et eksempel på, at man uforvarende kommer til at viderebringe det officielle russiske narrativ,” siger han.
Claus Mathiesen mener, det er godt, at TV 2 er til stede i Rusland, så man kan høre den anden side af konflikten mellem Ukraine og Rusland.
Man han synes, at de første indslag har været præget af en benovelse over, at man ifølge TV 2’s eget udsagn havde fået lov til at sende ”frit” fra Rusland.
”De sagde, at de havde fået lovning på, at de ville kunne spørge alle om alt. Men man kan jo ikke sende frit fra Rusland. Det er jo derfor, de fleste internationale medier har forladt landet, fordi arbejdsbetingelserne var urimelige,” siger han.
TV 2 vil også tale med Putins støtter
Siden fredag har Claus Mathiesen med glæde kunnet konstatere, at der efter en shaky begyndelse er kommet flere nuancer på dækningen på TV 2.
”Det var i hvert fald de første historier om, at man bare kunne rapportere frit i Rusland, der provokerede mig. TV 2 kunne godt have startet lidt mere ydmygt,” siger Claus Mathiesen.
Ifølge Jakob Vissing har TV 2’s journalistik været i orden fra starten, og det har også en værdi at tale med de russere, der rent faktisk støtter Putin og krigen i Ukraine.
Ifølge Jakob Vissing viser erfaringerne fra de første dage, at det faktisk er muligt at få russerne til at stille op til interview. Også kilder, der tør kritisere forholdene i landet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.