TV 2: Vi skal ikke beskytte Morten Olsen

TV 2 valgte søndag aften at vise en tv-sekvens, hvor landstræner Morten Olsen nægter at deltage i et live-interview. Ellers ville man kunne have anklaget TV 2 for at beskytte Olsen, siger redaktionschef John Jäger.

TV 2 valgte søndag aften at vise en tv-sekvens, hvor landstræner Morten Olsen nægter at deltage i et live-interview. Ellers ville man kunne have anklaget TV 2 for at beskytte Olsen, siger redaktionschef John Jäger.

Episoden fandt sted umiddelbart inden TV 2s fodboldmagasin 2KO, som havde aftalt et live-interview med landstræneren. Da Morten Olsen inden udsendelsen bliver forelagt spørgsmålene, nægter han at deltage. Redaktionschef John Jäger vælger imidlertid at holde fast i spørgsmålene, hvorefter Olsen forlader lokalet. TV 2 starter herefter programmet med at vise Morten Olsen, der udvandrer.

»Hvis vi havde skjult, at vi havde en interviewaftale og ville stille nogle spørgsmål, han ikke ville svare på, så ville man kunne beskylde os for at beskytte Morten Olsen,« siger John Jäger til Journalisten.

Billederne af Olsen, der vandrer væk fra den tomme stol, har mandag morgen været tophistorie i de fleste net-medier og vakt yderligere kritik af den i forvejen pressede landstræner. Henrik Qvortrup fra SE og Hør kalder på TV2.dk blandt andet landstræneren 'forkælet'.

John Jäger erkender, at han ved at vise billederne er med til at hænge landstræneren ud. Men det lå der ingen bagtanker om.

»Jeg kan love dig for, at i det 1½ minut der går, fra Morten Olsen rejser sig og går, og til udsendelsen går i gang, rækker min intellektuelle kapacitet ikke til at have onde bagtanker – højst til at vise virkeligheden så sandfærdigt som muligt.«

I de spørgsmål, Morten Olsen blev forelagt, skulle han blandt andet tage stilling til sin egen eventuelle fyring som landstræner, og om hvad der skulle til, for at han selv ville vælge at gå fra posten. Olsen kommunikerer med 2KO-værten Christian Høgh Andersen og fortæller, at han har svaret på de spørgsmål hele dagen, og det vil han ikke blive ved med.

»TV 2 insisterede på, at spørgsmålene skulle handle om min fremtid og et forestående generationsskifte. Da jeg ikke har yderligere kommentarer til nogle af emnerne, så jeg ingen grund til at stille op til et interview«, forklarer landstræneren mandag til Politiken.

Det meste af 2KO-udsendelsen var bygget op om landstrænerens medvirken, og John Jäger overvejede at ændre spørgsmålene for at få Morten Olsen til at blive, men endte altså med at holde fast.

»Vi siger til Morten Olsen, at han er velkommen til at sige, at han ikke vil kommentere de enkelte spørgsmål. Men jeg fastholder over for vores vært, der er i kontakt med Morten Olsen, at når vi har besluttet os for nogle spørgsmål, så er der ingen, der skal sige: Interviewet bliver kun til noget, hvis I ikke stiller de spørgsmål. Det er ikke de sjoveste fem minutter i mit arbejdsliv, men jeg ser tilbage på det med nogenlunde sikker overbevisning om, at jeg gjorde det, jeg skulle,« siger John Jäger.

0 Kommentarer