search

TV 2-udsendelse skaber ny doku-etisk problemstilling

Reporteren i dokumentaren ’Patienten der fik nok’ er selv patient, og det giver den etiske diskussion et helt nyt aspekt, siger erfarne tv-folk. »Manden har ikke sneget sig ind. Han er der og oplever det. Det har jeg ikke oplevet før«

Ekstra Bladets tv-dokumentarchef, Miki Mistrati, skal tænke sig om en ekstra gang, da Journalisten beder ham vurdere TV 2-dokumentaren ’Patienten der fik nok’, og særligt om der er etisk belæg for at bruge de skjulte optagelser, journalisten Michael Bech lavede med sin mobiltelefon, mens han var indlagt på Hvidovre Hospital.

Han mener nemlig ikke, optagelserne kan vurderes i samme lys, som man normalt vil vurdere brugen af skjult kamera og journalister, der går undercover.

»En af problemstillingerne opstår i det, at han både er patient og journalist i en og samme ting. Det har man ikke rigtig set før. Det gør sagen anderledes end andre sager. Du kan jo godt som journalist gå undercover og lade dig indlægge, men det er jo ikke tilfældet her. Det stiller nogle spørgsmål, som jeg ikke har stået over for selv,« siger Miki Mistrati.

Samlet set er han dog ikke i tvivl om, at han selv ville være klar til at bruge optagelserne.

»Hvis en patient kommer til mig og siger: Jeg har haft en forfærdelig oplevelse og har filmet det hele, vil I have det? Så ville vi da bringe det … det ville vi i allerhøjeste grad. Jeg vil bestemt mene, at det er berettiget, at en patient dokumenterer, hvordan man oplever opholdet på et dansk sygehus anno 2015,« siger Mistrati.

»Ingen vil vise bagsiden«

Allerede før dokumentaren blev vist i TV 2, var fællestillidsrepræsentanten for de unge læger på Hvidovre Hospital Chen Zhan ude med kritik af brugen af skjult kamera.

Hendes kritik er, at problemerne allerede er kendte, og at det således ikke er nødvendigt med de skjulte optagelser. Hun mener også, at TV 2 havde fået lov til at filme, hvis stationen havde spurgt.

De argumenter giver Mistrati ikke meget for.

»Jeg har lang erfaring med tv-journalistik. Og jeg kan sige helt generelt: Ingen ønsker at vise bagsiden af deres virksomhed – i det her tilfælde et hospital. Hvis man havde gået ind ad frontdøren med et kamera og bedt om at filme, havde svaret været: Et øjeblik. Og så havde de skyndt sig at rydde op. Så jo, det er nødvendigt.«

Han mener heller ikke, det fjerner grundlaget for skjult kamera, at problemstillingerne var kendte.

»Så er det jo netop, man skal lave en historie. For noget tyder på, at der ikke er sket et klap. Journalistik handler om, at man skal være vedholdende. Hvis ikke tingene bliver bedre, så må man påpege det,« siger han.

Flere indsender videoer

Ifølge Chen Zhan har Michael Bechs sammenblanding af journalistik og private optagelser skabt bekymring blandt personalet for amerikanske tilstande, hvor der for patienterne går sport – og økonomi – i at videodokumentere fejl på hospitalet.

Miki Mistrati kan bekræfte, at almindelige mennesker i stigende grad bruger mobilen til at dokumentere, hvad de oplever, og sender det videre til medierne.

»Der har aldrig været indsendt så mange video- og lydoptagelser. Sådan er det. Jeg får selv en del henvendelser fra folk, der har optaget ting. Og så handler det for os om at få verificeret, hvad der er skidt og kanel,« fortæller han.

Men han har kun skuldertræk til overs for lægernes nervøsitet.

»Jeg må bare sige, at hvis lægerne passer deres arbejde godt, så er der ikke noget at filme og offentliggøre. Men så længe der er svineri på hospitalerne eller kritisable forhold på plejehjemmene, så må man leve med, at man kan ende i danske medier.«

Vil ikke være overrasket over kendelse

Miki Mistrati har et langt cv med dokumentarfilm, men også med pressenævnssager. Mest kendt er formentlig sagen omkring skjulte optagelser fra plejehjemmet Fælledgården i en DR-dokumentar fra 2006, hvor Pressenævnet først frikendte Mistrati og DR, der siden tabte sagen ved Højesteret.

Han har svært ved at gætte, hvor ’Patienten der fik nok’ ville stå, hvis den skulle blive indklaget for Pressenævnet.

»Det, der er med Pressenævnet, er, at det altid kun kan blive gætværk, hvor man står. Jeg har været involveret en række gange, og jeg må sige, at jeg ikke kan se en rød tråd, ud over at de dømmer hårdt, og at de hele tiden skruer på i forhold til medierne. Det må vi acceptere, og jeg respekterer deres kendelser, men jeg er langtfra enig med dem,« siger Mistrati.

Han hælder dog mest til at tro, at TV 2 har en god sag.

»Det vil ikke være en stor overraskelse, hvis der kom en kendelse. Men umiddelbart mener jeg ikke, de er gået for langt.«

Personbilleder skærper kravet

Ulrik Holmstrup er tv-dokumentarist og sidder selv i Pressenævnet. Han har i skrivende stund ikke set ’Patienten der fik nok’, og derfor kan og vil han ikke forholde sig direkte til udsendelsen. Men han fortæller, at brugen af skjult kamera er i orden, hvis dokumentationen ”vanskeligt” kan fremskaffes på anden vis.

»Hvis man går til ledelsen med et problem, man har filmet, og ledelsen afviser det, kan man så sige: Vi har dokumentation, og så vise billederne. Men hvis ledelsen bekræfter, at det foregår, så har journalisten jo sin bekræftelse.«

Og så er det ikke i orden at bringe billederne?

»Nu er jeg jo allerede ude i at sagsbehandle, så det vil jeg ikke gå mere i detaljer med,« siger Ulrik Holmstrup.

Han tilføjer også, at så snart der er personer med på de skjulte optagelser, stiger kravet om at have belæg for brugen af skjult kamera.

»Du kan gå langt, så længe der ikke er personer med. Men når der er det, begynder alarmklokkerne at ringe, også selv om de er slørede,« siger han.

Særlig situation

Selv om du kan dokumentere noget faktuelt, vil billeddokumentation jo ofte være meget stærkere?

»Ja. Og det er en afvejning. Overordnet kan du sige, at du ikke må bruge skjult kamera for effektens skyld. Men spørgsmålet er igen, hvor meget dokumentation du er nødt til at have, fordi du ikke kan få folk til at fortælle om det,« siger Ulrik Holmstrup, der i øvrigt ikke er enig i Mistratis kritik om en manglende rød tråd i Pressenævnets domme.

»Det er jo ikke en eksakt videnskab, og vi har en praksis, der udvikler sig organisk. Men jeg synes ikke, han har ret i sin kritik om en manglende linje.«

Til gengæld er han enig med Mistrati i, at der i ’Patienten der fik nok’ er tale om et helt særlig fagetisk situation, på grund af Michael Bechs dobbeltrolle som patient og journalist.

»Manden har ikke sneget sig ind. Han er der og oplever det. Det har jeg ikke oplevet før. Så det er et nyt forhold, man skal tage stilling til.«

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen