omlægning

TV 2-udmelding udløser utryghed blandt medarbejdere

Flere medarbejdere på TV 2 udtrykker bekymring og nervøsitet. I den kommende tid vil tillidsværket fokusere på nære samtaler og forsøge at undgå, at medarbejdere siver til andre job i branchen

Der var helt stille, da nyhedsdirektør Ulla Pors i fredags fortalte godt 400 medarbejdere på TV 2, at aftennyhederne på TV2.dk samt TV 2 News i en ikke så fjern fremtid skal produceres fra Odense.

For medarbejdere med daglig gang i København har den interne forståelse altid været, at TV2.dk og TV 2 News hørte til på Teglholmen.

Derudover ved TV 2 først i maj eller juni, hvordan ændringerne kommer til at påvirke de konkrete medarbejdere i København, der også skal balancere aftenvagter med familiekalender og fritidsaktiviteter.

En af tilhørerne i salen var hovedtillidsrepræsentant Lennart Sten, som fortæller, at der var stærke reaktioner blandt mange medarbejdere på mødet.

”Nogle af medarbejderne har været med til at udvikle hele operationen omkring TV 2 News og TV2.dk. De har været med til at bygge det op, fra hvor de sad to mennesker om det, og så til det, platformene er nu. Og det giver selvfølgelig utryghed,” siger Lennart Sten om flere medarbejderes reaktioner på udmeldingerne fra ledelsen.

Opbrud

TV2.dk og TV 2 News er nu vokset sig så store og stærke, at de fremover bliver hovednyhedsbrands for TV 2.

Det påvirker selvforståelsen i et mediehus, hvor brandet ’Nyhederne’ traditionelt har været koblet til de store, nøje koreograferede hovedudsendelser i Odense, og News og TV2.dk har signaleret puls og breaking fra et newsroom i København.

Vi medarbejdere skal være med til at forme en usikker fremtid i en krævende nutid.
Lennart Sten, hovedtillidsrepræsentant

Lennart Sten forklarer også, at nogle medarbejdere har taget godt imod udsigterne til mere puls i Odense.

Men for de bekymrede medarbejdere, der frygter alt fra pendling til nyt arbejdssted, giver det en nervøsitet, forklarer Lennart Sten. TV 2’s chefredaktion har valgt en åben tilgang, hvor man i stedet for en færdig beslutningspakke tager medarbejderne med på råd hver 14. dag.

Det er et tveægget sværd, forklarer Lennart Sten.

For på den ene side er det positivt med åbenhed.

”Men dilemmaet er, at man skal deltage i en udvikling, samtidig med at man skal udkomme på TV2.dk, Nyhederne eller News hele tiden. Vi medarbejdere skal være med til at forme en usikker fremtid i en krævende nutid. Der er altså brug for vores intellekt, samtidig med at der bliver flået i hjertet,” siger han.

Frygter medarbejdersivning

I den kommende tid skal tillidsværket først og fremmest tage sig af de helt nære relationer med bekymrede medarbejdere. Derudover er det også ifølge Lennart Sten vigtigt, at man gør meget for at fastholde medarbejdere, der overvejer at søge væk til andre arbejdspladser på grund af usikkerheden.

”Vi står foran en sej og hård proces, hvor vi skal passe på hinanden. Og jeg håber simpelthen ikke, at der er nogen, der begynder at sive væk for at komme af med usikkerheden,” siger han.

I det arbejde vil tillidsfolkene også understrege over for ledelsen, at den skal melde tydeligt ud løbende i processen, når der kommer afklaring om de enkelte arbejdsfunktioner. Noget tyder nemlig på, at medarbejderne skal vente længe på svar. Ifølge Ulla Pors har man først det endelige overblik over, hvordan det påvirker de enkelte medarbejdere, i maj eller juni.

Det er heller ikke afgjort om TV2.dk og TV 2 News-aftenfladerne skal sendes fra Odense alle dage eller blot nogle af ugens dage, og i den løbende proces med den beslutning håber Lennart Sten, at medarbejderne kan være med til at påvirke udformningen.

Fordi planerne ikke har konkretiseret sig endnu, kan hverken ledelsen eller tillidsrepræsentanterne sige mere om, hvordan den enkelte ansatte i København eller Odense skal forholde sig til pendling, eller om ændringerne vil medføre, at man får ændret sit arbejdssted.

Men en ændring af arbejdssted vil i så fald skulle varsles i god tid, hvilket typisk svarer til et opsigelsesvarsel, som på TV 2 er op til otte måneder for den enkelte medarbejder.

Derudover er man fra tillidsværkets side også opmærksom på, at det vil kræve en ekstra omkostning i form af transporttid og udgifter, hvis den enkelte medarbejder får vagter i vagtplanen et andet sted i landet end det arbejdssted, der står i kontrakten.

0 Kommentarer

Læs også

Nyheder

TV 2 med massive ændringer: Rykker mere til Odense

03. FEBRUAR 2023
Strategi

TV 2 varsler ændringer – kan føre til opsigelser

23. JANUAR 2023