TV 2 tredobler sin gravegruppe i 2011

TV 2's gravegruppe vokser fra tre til ti mand i løbet af næste år, siger nyhedsdirektør Michael Dyrby til Journalisten.dk. Det var afsløringen af sjusk i hjemmeplejen, der fik cheferne til at finde penge til projektet. Graverne skal tænke kreativt og involvere seerne på nettet. Læs her hvordan.

TV 2's gravegruppe vokser fra tre til ti mand i løbet af næste år, siger nyhedsdirektør Michael Dyrby til Journalisten.dk. Det var afsløringen af sjusk i hjemmeplejen, der fik cheferne til at finde penge til projektet. Graverne skal tænke kreativt og involvere seerne på nettet. Læs her hvordan.

Fra begyndelsen af næste år vil TV 2 fordoble mandtallet i deres gravegruppe fra tre til seks medarbejdere. Og i løbet af 2011 vil gravegruppen vokse igen til ti mand. Det siger nyhedsdirektør Michael Dyrby til Journalisten.dk.

På TV 2 kalder de gravegruppen for en 'nyhedsgruppe', men der bliver tale om medarbejdere, der skal lave undersøgende journalistik, fastslår Michael Dyrby.

Hvad skal nyhedsgruppen lave?

»Vi forsøger at lave det som en fleksibel gruppe, som både laver nyheder og også får tid til at lave længerevarende ting. De skal lave det i serier, så det både kan præsenteres på Nyhederne på hovedkanalen, på TV 2 News og på nettet,« siger Michael Dyrby.

Hvad kommer det konkret til at betyde for TV 2 med denne satsning?

»Det kommer til at betyde, at der i vores nyhedsudsendelser på hovedkanalen vil være flere historier, der er vores egne og som råber lidt mere op. Det vil føre til debatter og diskussioner på News, og det vil føre til en høj grad af brugerinvolvering på nettet.«

Michael Dyrby understreger, at det bliver en af de vigtigste opgaver for nyhedsgruppen at arbejde meget med at involvere brugerne, sådan som TV 2 i forvejen gør med tjenesten 1234. Her kan seere og brugere indsende video, billeder og tips.

Hvad betyder det konkret, at nyhedsgruppen skal involvere brugerne?

»Det skal være kreativt. Vi kan ikke gøre det på alle historier, men vi kan på nogle. For eksempel da der kom ny skattelovgivning havde vi på nettet fået lavet en skatteberegner, der var meget nemmere at håndtere end den, Skatteministeriet havde lavet. Det var virkelig noget, brugerne benyttede sig af, for der kunne du se, hvad den skattereform betød for din egen økonomi. Hvis vi fortæller om en skolereform, så skal du kunne se, hvordan det her påvirker din egen skole,« siger Michael Dyrby.

Hvad betyder det, at man tænker TV 2 News ind fra starten?

»Vi fortæller historierne på News på en helt anden måde end på hovedkanalen. Vi stiller det op i flere enheder. På hovedkanalen vil vi som regel lave et indslag, der starter med oplæg fra studieværten og en flot grafik på skærmen. Når det går vildt for sig, så varer det fire minutter, måske med et live-interview bagefter. På News vil vi måske bruge 25 minutter på den sag. Vi kan vise et langt klip, og imens sidder der folk i studiet og kommenterer på det. Vi har også mulighed for at vise de billeder, vi har, helt råt, fordi vi har mere tid.«

Michael Dyrby understreger, at den udvidede gravegruppe skal satse på de historier, der ikke bare er vigtige, men hvor der også er gode billeder.

»Det skal i høj grad være visuelle historier. Det betyder, at det, vi taler om, det skal man kunne se. Det skal ikke være en rapport, vi viser frem, det skal være noget, der kan filmes. Det er derfor, der skal være mange folk i den gruppe. Den slags tager længere tid at lave.«

Hvorfor har I besluttet at satse mere på undersøgende journalistik netop nu?

»Beslutningen ligger i virkeligheden et års tid tilbage, hvor vi satte gruppen i gang med tre-fire mand. Men det var vores historie om svigt i hjemmeplejen, der gav os blik for, at hvis vi laver den slags historier, så når vi virkelig ud til folk. Vi fik rigtig mange henvendelser efter den historie, og det viser os, at det er noget, folk kan relatere til. Derfor har vi besluttet at finde ressourcer andre steder i huset for at satse endnu mere på det her,« siger Michael Dyrby.

TV 2's journalister Kaare Godtfredsen og Lasse Ravnø vandt Foreningen for Undersøgende Journalistiks årlige pris i kategorien tv og film for netop deres kulegravning af svigt i hjemmeplejen. Prisen blev uddelt ved en stor prisuddeling til Fagfestival 2010.

Læs også artiklen 'Graverne trækker i arbejdstøjet' fra fagbladet Journalisten.

0 Kommentarer