TV 2 tredobler erhvervsredaktionen til ny kanal

I næste uge går TV 2 i luften med ny business-kanal, der kun er online og via app. Det betyder en ny måde at udkomme på, fortæller Jacob Nybroe: »Vi laver kun den klassiske ’goddag og velkommen’ et par gange om dagen«

Tirsdag i næste uge lancerer TV 2 business-kanalen TV 2 Business, der bliver en søsterkanal til TV 2 News.
»TV 2 Business skal være for erhvervslivet, hvad News er for politik,« fortæller Jacob Nybroe, nyheds- og souschef på TV 2 Nyhederne.
Men den nye kanal bliver ikke en tv-kanal i traditionel forstand. Den vil nemlig kun være at finde på nettet og via app. Det er et såkaldt ’digital first and only’-produkt, der er bygget udelukkende til de digitale platforme.
»Du behøver ikke at se en hel udsendelse som på tv. På tv har man været vant til at have en udsendelse, der startede et sted og sluttede et sted. Her er alt vores indhold tilgængeligt i stumper on demand,« siger Jacob Nybroe.

Skyder nye indslag ind undervejs
For brugerne vil den nye kanal altså skulle tilgås anderledes end TV 2’s øvrige kanaler. Det betyder også en ny måde at udkomme for redaktionen.
Kun enkelte gange i løbet af dagen vil seerne blive budt velkommen til en helt ny nyhedsudsendelse, hvor man »starter fra Adam og Eva,« forklarer Jacob Nybroe. Resten af tiden vil udsendelsen køre i loop, og løbende vil der komme nye indslag til, mens andre ryger ud.
»Vi laver kun den klassiske ’goddag og velkommen’ et par gange i løbet af dagen. Resten af tiden skyder vi bare nye indslag ind i udsendelsen, efterhånden som de bliver lavet,« siger Jacob Nybroe.

Hvad betyder det for måden, journalisterne skal arbejde på?
»Det betyder – ligesom hvis man er tekstjournalist på nettet – at man har deadline hele tiden. Kommer der en ny historie til, optager man ikke en helt ny udsendelse. Man går ind og optager et oplæg og et nedlæg, og så skubber man det ind.«

Fra 10 til 30 mand
I forbindelse med lanceringen af den nye kanal har TV 2 tredoblet sin erhvervsredaktion, fortæller Jacob Nybroe.  
»Vi er gået fra at være 10-12 på erhvervsredaktionen til at være 30. Så det er en relativt stor udvidelse. Langt størstedelen af udvidelsen består af journalister. Og langt den største del af dem er fagfolk. Det er folk, som har lavet erhvervsstof før – på blandt andet finans.dk og Børsen – eller som har forstand på fjernsyn,« siger han.
Han uddyber, at langt de fleste nyansatte skal koncentrere sig om at lave indhold:
»Den nye kanal flytter ressourcer fra at udsende nyheder til at indsamle nyheder. Hele apparatet omkring dem, der producerer nyhederne, er blevet mindre. Så vi bruger alt krudtet på at skabe indhold. Det er en tendens, vi ser mange steder, og som vil styrke vores dækning.«

Kan skræddersy egen udsendelse
I form kommer indholdet på TV 2’s nye business-kanal ikke til at adskille sig væsentligt fra de indslag, man kan se på TV 2 News i dag.
Men den nye kanal gør det muligt for de business-interesserede at skræddersy en udsendelse, der passer helt særligt til dem, forklarer Jacob Nybroe.
»Hver gang vi skifter emne, registrerer vores system det og puljer alle indslag inden for det emne. På den måde kan du nøjes med kun at se indslag om Mærsk eller Dong, hvis det er det, du er interesseret i,« siger han. 
 

1 Kommentar

Martin Flink
13. MAJ 2016
"Fra 10 til 30 mand

"Fra 10 til 30 mand

I forbindelse med lanceringen af den nye kanal har TV 2 tredoblet sin erhvervsredaktion, fortæller Jacob Nybroe.

»Vi er gået fra at være 10-12 på erhvervsredaktionen til at være 30. Så det er en relativt stor udvidelse. Langt størstedelen af udvidelsen består af journalister. Og langt den største del af dem er fagfolk. Det er folk, som har lavet erhvervsstof før – på blandt andet finans.dk og Børsen – eller som har forstand på fjernsyn.«"

Just for the record: Her på Finans kan vi ikke komme i tanke om en eneste, der er skiftet herfra og til TV2 Business. Men vi er beærede over, at vi bliver brugt som bling-bling-stempel på TV2's store satsning, og vi ønsker oprigtigt det bedste for kanalen. Dansk erhvervsjournalistik har brug for flere, ikke færre, journalister.

Pøj-pøj til hele TV2 Business.

Martin Flink m.fl.