Stress

TV 2-topledelse skal løse krisen på News, siger tillidsrepræsentant

Ifølge tillidsrepræsentant Lennart Sten kører TV 2 News mere eller mindre efter samme vagtplaner som i 2006, men er blevet en helt anden kanal med helt andre ambitioner

TV 2’s direktion skal finde flere ressourcer til TV 2 News, hvis forholdene skal forbedres.

Sådan lyder meldingen fra tillidsrepræsentant Lennart Sten oven på Journalistens historie om udpræget stress og arbejdspres på TV 2 News.

”Det er et langt slid, der har ført til det her. Blandt andet har der været et vanvittigt nyhedspres med først corona, så krig, så inflation og senest et valg. Vi har ikke haft tid til at stoppe op, og det her nyhedspres har gjort folk syge, samtidig med at tempoet har været alt for højt,” siger han.

Det er helt afgørende, at der kommer flere ressourcer, siger han:

”Nu er det gået op for alle, og nu bliver der handlet på det. Først var der noget med producerne, og nu er det så redaktørerne. Det er helt afgørende, at vi bruger krudt på at gøre direktionen opmærksom på det her.”

Alle kender til problemer nu

Ud over at være tillidsrepræsentant har Lennart Sten også været journalist på TV 2 i mange år og var med til at starte TV 2 News op i 2006.

”Det TV 2 News, som vi startede i 2006, kører vagtplanerne mere eller mindre stadig efter i dag. Men TV 2 News er blevet helt anderledes med mange flere magasiner og et journalistisk produkt, der er langt bedre. Men der er de samme folk til det, og ressourcerne passer ikke til det, vi gerne vil,” siger han.

Vi skal vænne os til, at vi højt kan sige, at det her er for voldsomt.
Lennart Sten, tillidsrepræsentant

Samme melding lyder fra TV 2-chefredaktør Anne Mette Svane, der anerkender, at der lige nu er problemer på TV 2 News med arbejdspres og arbejdsrelateret stress:

”Da jeg kom ind på TV 2 News som ny chef 1. maj, der var min egen oplevelse, at TV 2 News er en slidt og træt organisation,” siger hun.

Lennart Sten tilføjer dog, at han er forholdsvist rolig om den krise, som TV 2 News nu befinder sig i:

”Det, der giver mig ro, og grunden til, at jeg ser lysere på det her, er, at det nu er kendt i hele nyhedsorganisationen fra nyhedsdirektører til nyhedschef  til mellemlederne – det er blevet synligt for alle,” siger han.

Er der sket en kulturforandring, hvor medarbejderne skal vænne sig til, at man godt må komme til ledelsen?

”Det er klart, at vi som medarbejdere skal vænne os til en kulturomlægning omkring det her, hvor vi skal sige til og fra, og det skal vi lige øve os lidt i. Vi skal vænne os til, at vi højt kan sige, at det her er for voldsomt,” siger Lennart Sten.

”Det er afgørende, at den enkelte forstår, at det er ok at sige fra. Og meget bedre at sige fra end at køre ned.”

Problemerne har hobet sig op

I august kom der et samlet opråb fra TV 2 News’ producergruppe, hvilket førte til forandringer i ledelsen. Nu er det så en gruppe TV 2-redaktører, der fire dage før valget var kaldt til akut krisemøde med chefredaktør Anne Mette Svane.

”Ved at flytte ansvaret fra den enkelte og sige fra som gruppe, så betyder det noget,” siger Lennart Sten.

Som Journalisten i dag kan fortælle, har en kombination af sygemeldinger, forhøjet arbejdspres, en overbelastet vagtplan og stress udløst ”rød zone” blandt flere medarbejdere på TV 2 News på Teglholmen i København.

Problemerne har gennem flere måneder hobet sig så meget op, at det nu bliver kaldt en akut krise.

Midt i valgkampen indkaldte TV 2 News-chefredaktør Anne Mette Svane fredag i sidste uge alle TV 2 News-redaktører til et ”akut krisemøde”.

Journalisten har set en mødeindkaldelse, hvor situationen af chefredaktøren opsummeres som ”kritisk og alvorlig”, da flere af de afgørende medarbejdere blandt andet føler sig overset, har for stort arbejdspres, trives dårligt og er nedslidte.

1 Kommentar

Jesper Haller
4. NOVEMBER 2022
Måske skulle I koncentrere jer om nyheder, som I A/ har for jer selv, B/ har en helt særlig vinkel på?