Den seneste uges politiske debat om burkaforbud fik omtrent alle lederskribenter op af stolene. Til gengæld var der stort set ingen interview i de danske medier med de berørte burkaklædte kvinder. Stik imod al journalistisk tradition, mener TV 2's nyhedschef Michael Dyrby.
"Den seneste uges politiske burka-cirkus er et pinligt eksempel på mangel på udsyn og håndværksmæssig værkshøjde i de politiske præstationer," skrev chefredaktør Lisbeth Knudsen i sin kommentar i Berlingske Søndag.
Og endnu mere slagskraftigt lød det dagen før i Politiken, hvor chefredaktør Tøger Seidenfaden erklærede følgende i Dagens Signatur:
"De såkaldte værdipolitikeres aggressive demagogi er både livsfarlig og et forræderi mod universelle værdier."
Men mens både danske aviser, radio og tv var fyldt til bristepunktet i dagevis med den ophidsede værdidebat om et burkaforbud, meningsmålinger og senest statsminister Lars Løkkes forslag om et burkaudvalg, så var det så som så med dem, sagen handler om: de burkaklædte kvinder.
Og ifølge nyhedschef på TV 2, Michael Dyrby, er det stik imod al journalistisk tradition.
»Det er ret indlysende, at medierne bør tale med de burkaklædte kvinder. Det er jo dem, det handler om,« siger han til Journalisten.dk og tilføjer:
»Det ligger jo i en fuldstændig lige tradition for al journalistik, at man spørger dem, der enten bliver angrebet, anklaget eller er omdrejningspunktet. Hos os er det i hvert fald helt indlysende, at de mennesker, det handler om – det er dem, man skal tale med,« siger Michael Dyrby, der sammenligner det med en hver anden samfundsgruppe.
»Hvis der bliver fyret en slagteriarbejder, så spørger man også slagteriarbejderen og ikke kun direktøren. Og når det handler om burkaforbud, så spørger man de kvinder, der bærer burka.«
På Politiken erkender nyhedschef Anders Krab-Johansen, at avisen kunne og burde have gjort det bedre:
»Jeg tror faktisk, vi sendte en fotograf og en journalist på gaden for at få fat i nogen. For vi ville ikke bare bruge billeder af burkaklædte kvinder fra Afghanistan. Men det lykkedes ikke,« siger Anders Krab-Johansen til Journalisten.dk.
Han understreger, at problemet med at finde cases går igen i andre sammenhænge.
»Når det gælder AK81, har det også været rigtigt svært at finde nogen. Der er nogle bestemte miljøer, hvor det er rigtigt, rigtigt svært.«
Anders Krab medgiver, at havde Politiken for alvor ønsket at tale med en burkaklædt dansk kvinde, kunne det også have ladet sig gøre:
»Man kan sige, at vi bare kunne være blevet ved, men så skiftede dagsorden. Lige nu er det finansloven og andre ting.«
– Men I får jo chancen igen, når burkaundersøgelsen ligger klar?
»Ha-ha-ha … så du vil have mig til at love her, at vi har en burkaklædt dansker i avisen?«
– Jeg skal ikke bede dig om noget. Jeg spørger bare.
»Jeg lover, at vi gør det bedre næste gang. Men jeg kan ikke love noget.«
På Kristeligt Dagblad valgte man til gengæld helt bevidst ikke at bringe interview med burkaklædte kvinder. Ifølge medredaktør Michael Ehrenreich var det for at gøre det klart, at spørgsmålet om burkaforbud er principiel:
»Vi betragter det principielle som det vigtige i den her sag. Det vil blandt andet sige den personlige frihed og religionsfrihed.«
– Men burde man ikke høre den berørte part?
»Jeg tror, langt størstedelen af befolkningen herhjemme ikke bryder sig om burkaer. Det tror jeg, der er almindelig konsensus om. Men det afgørende har for os været, hvorvidt det er noget, statsmagten skal beskæftige sig med eller ej. Det her er ikke et spørgsmål om, hvad man selv synes om det, eller hvad kvinderne synes, men at holde det på det principielle plan,« siger Michael Ehrenreich til Journalisten.dk.
Stort set samme argumentation lyder fra DR's nyhedschef Ulrik Haagerup:
»Det har været en politisk diskussion, så derfor har vi holdt den mellem politikerne. Vi har ikke truffet nogen politisk beslutning om ikke at interviewe folk i burkaer.«
Synspunktet fra DR og Kristeligt Dagblad er ifølge Michael Dyrby dog stærkt problematisk:
»Jeg forstår det simpelthen ikke, hvis der er nogen, der har taget en bevidst beslutning om ikke at gøre det. Vi er jo ikke politikere. Vi spørger jo Gud og hver mand, hvad deres holdning er. Og når det ligefrem er dem, det handler om, skal man så ikke spørge dem?,« kommer det retorisk fra Michael Dyrby, der glæder sig over, at TV 2 bragte et interview med en burkaklædt. Også selv om det var en dansk konvertit.
»Jeg ville gerne have hørt endnu mere. Vi var faktisk ærgerlige over, at det interview ikke var længere. For hvordan er det i dagligdagen? Hvordan bliver man mødt? Hvordan klarer man sig, når man skal rejse? Og kan man leve et liv med burka? Der er mange spørgsmål, man gerne vil have svar på.«
Journalisten.dk har de seneste dage forsøgt tillige at få en kommentar fra journalistisk chefredaktør på Berlingske Tidende, Christian Jensen, men uden held.
Indslaget i TV 2 Nyhederne med Anna Nielsen, der bærer niqab, kan ses her.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det burde nok have fremgået af TV-udsendelsen, at den dansk-fødte burka-klædte kvinde er gift med en af de tunesere. der blev forsøgt administrativt udvist for mordplaner imod Jyllands-Postens tegner Kurt Westergaard.
Det er jo hovedet på sømmet fra Anders Krab: Det har ikke været muligt at finde nogen (burka-klædte danskere)
Med andre ord er problemet så lille, så al den polemik om burkaer er helt ude i skoven og burde ikke fylde så meget i medierne.
Husk nu at fortælle at hun er gift med en mand der er mistænkt for terror og mordplaner.
Det synes tv2 ikke var relevante, da de besøgte denne helt almindelige kvinde.