Medarbejderne på TV 2 føler sig nu også belastet af sagen om Jens Rohde. Stationens tillidsmand, Lennart Sten, mener Jens Rohde er »et problem« for stationens troværdighed
»Jeg synes, Jens Rohde er et problem. Man skal tænke på, at når han udtaler sig som direktør for TV 2 Radio, så repræsenterer han en virksomhed – et brand. Og det har givet os nogle problemer, for vi har skullet bruge meget energi på at overbevise offentligheden om, at vi er uafhængige,« siger Lennart Sten til Journalisten.dk
Han understreger, at han på ingen måder ønsker at blande sig i direktionens beslutning om, hvorvidt Jens Rohde kan fortsætte som direktør eller ej efter de seneste sager.
»Jeg vil slet ikke gå ind i den diskussion. Jeg har fuld tiltro til, at direktionen nok skal træffe den rigtige beslutning.«
Lennart Sten konstaterer til gengæld, at TV 2 allerede er blevet belastet af sagen.
»Vi har altid opfattet os selv som totalt uafhængige af politik og kilders forsøg på at presse os. Derfor er det hamrende irriterende, at vi nu på Borgen eller andre steder i samfundet skal starte med at forholde os til Jens Rohdes indblanding i valgkampen,« siger Lennart Sten.
Som Journalisten.dk tidligere i dag kunne fortælle, har konstitueret direktør, Anders Kronborg valgt at afgøre Jens Rohdes skæbne på onsdag – altså dagen efter valget. Først her afgøres det, om han bliver fyret som direktør for TV 2 Radio.
Hertil siger Lennart Sten:
»Jeg kan godt forstå, de nu har sendt den til hjørnespark til efter valget. For uanset hvad de gør, så kan det tolkes som et indgreb i valgkampen, hvis de meldte ud nu.«
Journalisten.dk var tidligere i dag i kontakt med Jens Rohde. Da han er sendt på 'ferie' til efter folketingsvalget er oversteåt, må han ikke udtale sig.
(opdateret)
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.