search

TV 2 slår DR og Canal9

Sydafrikritik:  Vi napper lige en hurtig formiddagsnyhed og mellemregning på de første seertal fra VM-slutrunden.

Sydafrikritik:  Vi napper lige en hurtig formiddagsnyhed og mellemregning på de første seertal fra VM-slutrunden.

Efter de første otte live-kampe har TV 2 lagt sig behørigt i spidsen. Tallene er udelukkende kørt på tider og ikke selve programmerne, så de er cirka-størrelser, men indikationen er ikke til at tage fejl af:

TV 2 havde således godt 800.000 seere til kampene England-USA og Uruguay Frankrig, mens DR kunne mønstre 580.000 til åbningskampen mellem Sydafrika og Mexico. Søndag havde DR 380.000 til Serbien mod Ghana, mens TV 2 måtte nøjes med 350.000 til Algeriet-Slovenien.

Men TV 2 går på live-siden sejrrigt ud af første VM-weekend, selvom tallene er svært sammenlignelige, da DRs åbningskamp foregik fredag eftermiddag, mens England-USA og Uruguay-Frankrig begge var primetime-opgør. Og en del af satsningen på de to nationale tv-stationer skal naturligvis også holdes op imod hinanden, når magasinprogrammerne skal stå model til sammenligning.

For den hemmelige Canal 9, der satser hele butikken på VM-succes, må man kalde premiereweekenden for en noget blandet landhandel. Bundskraber var Sydkorea-Grækenland med cirka 55.000, dernæst Argentina-Nigeria med godt 90.000, mens gårsdagens topscorer Tyskland-Australien trak omkring 125.000 danskere til skærmen.

Hvis man skal tage stationens egen opfattelse af en penetrationsgrad på cirka 35 procent svarer seertallet til Tyskland mod Australien til noget, der måtte minde om 300.000 på DR eller TV 2. Så langt fra prangende tal på den hidtil største kamp på Canal 9. Tyskland på VM-programmet i primetime en søndag ville velsagtens have hevet mindst en halv million seere i sofaen. Blot et ukvalificeret gæt. Og jeg gætter også på, at tyske ZDF, der transmitterede kampen, kunne notere sig udslag på målingen af danske seere i aftes…

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen