TV 2 har valgt at kære kendelsen til landsretten, efter at der sent onsdag eftermiddag blev afsagt kendelse byretten i den såkaldte lækagesag. Dommeren afgjorde, at TV 2 skal vidne i sagen. (opdateret.)
Det betyder, at nyhedschef Michael Dyrby og journalist Rasmus Tantholdt skal fortælle, hvem der lækkede oplysninger til TV 2 tilbage i april 2007 om udsendelse af Jægerkorpset til Irak.
Med henvisning til at kildebeskyttelsen er et afgørende redskab i journalistikken afviser Michael Dyrby fortsat at afsløre TV 2s kilde. Han kalder kendelsen overraskende.
"Jeg synes, det er en overraskelse og en sort dag for dansk presse. Det er en dom, der gør det meget svært at beskytte kilderne i Danmark. Det bliver svært for den frie og uafhængige presse at arbejde på," siger Michael Dyrby.
Politiassesor Maria Cingari forsøgte i løbet af dagen i går at overbevise dommeren om, at TV 2's 2007-historie om jægersoldatmissionen ikke havde samfundsmæssig interesse.
DR og TV 2's ret til kildebeskyttelse var nemlig juridisk afhængig af, om oplysningerne om jægersoldaternes udsendelse var af den kaliber.
Modsat argumenterede advokater fra DR og TV 2 for, at politiet ikke har udtømt alle andre muligheder for at finde ud af lækkens identitet, hvorfor det ikke er tvingende nødvendigt at give dem optagelsen.
Blandt andre er DR's bestyrelsesformand og generaldirektør ikke afhørt i sagen.
Dommeren fulgte anklageren og lagde til grund, at historien bragte de danske soldaternes liv i fare og der ikke var samfundsmæssig begrundelse for at afsløre nyheden. Derfor skal ophavsmanden til lækken findes, og Dyrby og Tantholdt har nu fået rettens ord for, at de skal hjælpe politiet og få tungen på gled.
Det kommer dog ikke til at ske, forsikrer Michael Dyrby.
»Vi er klar til at gå hele vejen i den her sag, og vores muligheder er selvfølgelig ikke udtømt endnu. Jeg udelukker ikke noget«, siger Michael Dyrby, der ifølge Ritzau ikke vil afvise, at TV 2 er parat til at få prøvet kendelsen ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.
Dommeren skulle også tage stilling til, om DR skulle udlevere en omstridt lydfil.
Optagelsen viser ifølge dokumentaristen Christoffer Guldbrandsen, at tidligere forsvarsminister Søren Gades (V) spindoktor bragte soldaters liv i fare ved at lække en historie om, at jægersoldaterne skulle udsendes til Irak.
Men DR's generaldirektør Kenneth Plummer, som ligger inde med lydfilen, har hverken villet offentliggøre indholdet eller udlevere det til politiet af hensyn til kildebeskyttelsen.
Og det bliver han altså heller ikke tvunget af Københavns Byret, fordi dommeren var enig med DR's advokat i, at politiet har andre muligheder for at opklare sagen.
Den oprindelige kilde til oplysningerne kan teoretisk set dømmes efter paragraffer, der kan give op til 12 års fængsel.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.