TV 2 satte web-rekord på valgaftenen

Hjemmesiden tv2.dk blev oversvømmet med brugere på valgaftenen. TV 2 er blevet bedre til at hive sine seere med over på nettet, fortæller redaktør til Journalisten.dk.

Hjemmesiden tv2.dk blev oversvømmet med brugere på valgaftenen. TV 2 er blevet bedre til at hive sine seere med over på nettet, fortæller redaktør til Journalisten.dk.

Valgdagen blev den bedste dag nogensinde på tv2.dk. Næsten 800.000 brugere var forbi hjemmesiden for blandt andet at tage holdningstest eller se lokale resultater. Næsten en fjerdedel af trafikken kom fra smartphones, fortæller Peter Møller, redaktionsleder på nyhederne.tv2.dk.

»Vores applikation om valget til smartphones har været en stor succes. Der har vi haft en fordel i, at vi også leverer til TV 2's tekst-tv. Den slags korte, kontante tekster virker også virkelig godt på en smartphone. Så her er det et gammelt medie, der hjælper et nyt medie,« siger han til Journalisten.dk.

Også dagene op til valget satte rekord for tv2.dk. Næsten 2,5 millioner mennesker var forbi hjemmesiden i valgugen. En stor del af brugerne blev tiltrukket af en service, hvor man kunne teste sine holdninger og se, hvilke kandidater man lå tættest på. Men først og fremmest har TV 2 været gode til at få sine seere til at bruge hjemmesiden, siger Peter Møller.

»Vi har været meget bevidste om at få samspillet op at køre, og vi er blevet bedre til at henvise folk fra tv-fladen til net-fladen. På et tidspunkt på selve valgaftenen henviser Jes Dorph til, at man kan tjekke sit regionale stemmetal på tv2.dk. Inden for 30 sekunder til et minut derefter når vores server sin maksimumskapacitet, fordi så mange mennesker har klikket sig ind. Det tyder på, at folk i endnu højere grad end før sidder med et eller andet tændt – iPad, smartphone eller bærbar computer – imens de ser fjernsyn,« siger Peter Møller til Journalisten.dk.

0 Kommentarer