TV 2 kan ikke bevise, at PET har aflyttet Henrik Sass Larsen i flere måneder, og derfor trækker de afsløringen i land, siger nyhedsdirektør Michael Dyrby.
Torsdag aften kunne TV 2 Nyhederne afsløre, at Henrik Sass Larsen er blevet overvåget af PET i flere måneder. Historien har fået den store tur i citatmøllen, og flere politikere har reageret på historien.
Fredag afviste PET at have aflyttet Henrik Sass Larsen. Og nu trækker TV 2 i land. Det skriver JP.dk.
"På trods af, at vi mente os på sikker grund med flere uafhængige kilder, så vil jeg sige, at min tiltro til Jacob Scharf og PET er så stor, at så må man sige, at de oplysninger, vi kom med, ikke har været begrundede nok," siger nyhedsdirektør Michael Dyrby til JP.dk.
TV 2 har ifølge Dyrby gennem længere tid arbejdet på at bringe nye oplysninger til torvs i den omdiskuterede sag om Henrik Sass Larsens sikkerhedsgodkendelse.
"Vores oplysninger baserer sig på flere uahængige kilder, men når PET og Jacob Scharf konsekvent går ud og siger, at det ikke er korrekt, så må jeg sige, at jeg har ikke nogen mulighed for at bevise det modsatte, på baggrund af de kilder vi har," siger Michael Dyrby til JP.dk.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
En nyhedschef, som udtrykker stor tillid til PET. Hold da op. Hvordan har PET gjort sig fortjent til det? Det kan godt være, at TV 2s historie ikke holdt vand. Så er det kraftedermame helt vanvittigt at køre historien sådan op. Ja, at køre den i det hele taget. Men at en nyhedschef kan droppe en historie og trække i land med det ene argument, at PET siger det ikke passer - det går langt over min forstand. Kender Dyrby ikke PET's historie og forhold til sandhed og løgn?