Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
I dag fremlagde TV 2 Danmark regnskabet for 1. halvår af 2022.
Regnskabet viser en fremgang i omsætningen på 8 procent, mens omkostningerne er steget med 17 procent.
Resultatet før skat ender dermed på minus 386 millioner kroner mod et overskud på 289 millioner kroner i 2021.
Det fremgår af en regnskabsmeddelelse indgivet til CVR.
De stigende udgifter skyldes især forliget om årsrabatsagen mellem TV 2 og NENT, som i årets første seks måneder kostede TV 2 Danmark 430 millioner kroner.
En anden stor udgiftspost er ”finansielle poster”, der gav et minus på 123 millioner kroner mod en indtægt på 4 millioner kroner i 2021.
Faldet skyldes ifølge TV 2 uro på de finansielle markeder.
Antallet af husstande med en tv-pakke med hovedkanalen er fortsat faldende, mens antallet af TV 2 PLAY abonnementer er steget.