TV 2-regionernes døgnkanaler drømmer om flere penge

TV 2-regionernes nye 24 timers kanaler har så få seere, at de skal måles i promiller. Flere penge vil øge kvaliteten og tiltrække flere seere, lyder det

TV 2-regionernes nye 24 timers kanaler har så få seere, at de skal måles i promiller. Flere penge vil øge kvaliteten og tiltrække flere seere, lyder det

Otte måneder efter at de otte TV 2-regioner fik muligheden for at sende 24 timer i døgnet, er seertallene på kanalerne (share) helt nede på 0,5 procent. Det skriver Journalisten i næste udgave, hvor magasinet besøger tre forskellige stationer.

I store dele af døgnet har de otte nye kanaler så få seere, at ratingen ligger på mellem 0,0 og 0,1 procent.

Dermed er der meget langt til de drømme, der blev lanceret i reklamematerialet om kanalerne, hvor der blev talt om "voksende interesse for det nære og lokale stof".

Med forligsaftalen om 24-timers kanaler fik hver region tre millioner kroner i licensmidler. Direktør på TV2 Øst Vagn Petersen mener, at der skal flere penge til.
»Mange programmer er one takes, hvor værten fører seerne gennem programmet i 30 minutter. Det betyder, at der er meget lidt redigeringsarbejde bagefter. Men det kan man ikke bygge en hel kanal op af,« siger han.

»Det er public service, vi laver nu, men det ville være endnu mere public service, hvis vi havde flere midler til at lave for eksempel dagsordensættende debatprogrammer,« siger redaktionschef på TV2 Fyn Marianne Holst Hyrlov.

10 genudsendelser

TV2 Lorrys nye 24 timers kanal har de dårligste seertal. På Lorry bliver programmet Lounge genudsendt 10 gange for at nå op på samme seertal (20.000) som dengang, programmet blev sendt på TV 2's formiddagsflade.

Lorrys direktør, Dan Tschernia, er overbevist om, at der findes et marked for en hovedstadskanal.

»Vi sender blandt nogle og tyve dansksprogede kanaler, konkurrencen er stor, og der er fortsat mange mennesker, der ikke kan se os. Hvis tallene er de samme om to år, vil jeg være bekymret,« siger Dan Tschernia.

Penge på vej

Socialdemokraternes Mogens Jensen og Venstres Ellen Trane Nørby – begge medieordførere – har talt om, at regionerne skal have flere penge for at hæve kvaliteten. Og ifølge vurderingerne på stationerne er der behov for mindst 10, 20, ja helst 30 millioner kroner.

Erfaringerne indtil nu viser, at live-transmissioner fra store lokale begivenheder har de højeste seertal.

1 Kommentar

Mikael Nielsen
24. SEPTEMBER 2012
Re: TV 2-regionernes døgnkanaler drømmer om flere penge
der skal slet ikke hældes flere penge i det l*** ... De kan ikke engang fylde de nuværende kanaler med noget som er værd at glo på. Jeg kan se både Lorry og TV2 Øst og helt ærligt, det er ikke bedre produceret end hvad lokal-tv stationer har lavet siden 80erne..