TV 2-redegørelse om falsk historie: Kilden var ikke problemet

I en redegørelse sendt til kulturministeren understreger TV 2’s bestyrelsesformand, at det ikke var kilden til den falske historie om Múte B. Egede, der var et problem

Det var ikke kilden, men TV 2’s journalistiske håndtering, der var et problem, da TV 2 fire dage forud for det grønlandske valg udgav en historie med falske og udokumenterede anklager mod Múte B. Egede, der var kandidat til posten som landsstyreformand.

Det skriver bestyrelsesformand for TV 2, Jimmy Maymann, i en redegørelse af forløbet om den udskældte artikel sendt til kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

”Midt under TV 2’s ellers solide og omfattende dækning af det grønlandske landstingsvalg på tværs af TV 2’s platforme skete der således et ulykkeligt og stærkt beklageligt journalistisk svigt i forbindelse med den fejlagtige artikel på tv2.dk,” står der i redegørelsen.

Sagen drejer sig om en artikel, der blev udgivet på tv2.dk den 2. april – fire dage før det grønlandske valg, der fandt sted den 6. april, som Múte B. Egede vandt. Et af de centrale punkter i valgkampen var mineprojektet Kvanefjeld, som Múte B. Egede og hans parti Inuit Ataqatigiit (IA) gik til valg på at nedlægge, og som blev besluttet nedlagt umiddelbart efter valgsejren.

I artiklen er der flere påstande om Múte B. Egede, som ifølge TV 2’s historie tidligere havde undladt at erklære sig inhabil i to sager. Men påstandene var hverken dokumenteret eller blevet forelagt for Muté B. Egede.

Fire timer efter at historien blev udgivet, blev der tilføjet en afvisning fra Múte B. Egede, der selv havde henvendt sig til redaktionen for at afvise anklagerne.

Den 4. april – altså to dage efter publicering – fjernes den oprindelige artikels tekst så fuldstændigt, og Múte B. Egedes afvisning blev uddybet. Den 5. april bliver TV 2’s nyhedsdirektør, Ulla Pors, ifølge redegørelse orienteret om sagen.

TV 2 har gentagne gange afvist at udlevere kilden til historien med henvisning til kildebeskyttelsen, og det fastholder bestyrelsesformanden altså med understregning af, at det ikke var kilden, der var problemet.

Beskyldt for at påvirkningskampagne

Sagen om den falske historie skabte igen røre i forsommeren, da Ekstra Bladet og Berlingske før sommeren kom med nye oplysninger om historien.

Det fornyede fokus har fået Múte B. Egede til at beskylde TV 2 for at forsøge at påvirke udfaldet af det grønlandske valg, og netop timingen af historien er også noget, der bliver adresseret i redegørelsen fra TV 2:

”Det skærper sagens alvorlige karakter, at artiklen blev publiceret kort forud for det grønlandske folketingsvalg,” skriver bestyrelsesformand Jimmy Maymann.

TV 2 har flere gange beklaget historien og forløbet, hvilket Jimmy Maymann også gør i sin redegørelse.

Undskyldningerne har dog ikke gjort Múte B. Egede mildere stemt, og den 19. august udtalte han til Berlingske, at han vil politianmelde TV 2.

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) understeger da også i sit svar til Folketingets Kulturudvalg, at hun ser med stor alvor på sagen:

”Jeg kan som minister ikke blande mig i uafhængige mediers konkrete redaktionelle dispositioner.”

”Men jeg vil gerne sige meget tydeligt, at jeg finder sagen alvorlig, og det er klart, at det er ekstra alvorligt, når det er sket op til et demokratisk valg. Jeg vil derfor gerne appellere til, at TV 2 tager denne sag ekstremt alvorligt,” skriver hun.

Tre medarbejdere blev presset

Det var Ulla Østergaard, der som redaktionschef for TV 2 News var ansvarlig for dækningen af det grønlandske valg.

Hun har været kritiseret for sin rolle i tilblivelsen og udgivelsen af historien, og i juni skrev TV 2’s tillidsfolk i en intern mail, at tre medarbejdere følte sig presset til at udgive historien.

”I påsken oplevede tre af vores kolleger at blive udsat for et ret kraftigt pres fra en chef om at producere og publicere en historie på TV2.dk. En historie, som de ikke syntes var i orden – den såkaldte grønlandssag,” stod der i mailen.

Ulla Østergaard blev sygemeldt efter kritik af hendes rolle i forløbet, og en uge senere opsagde hun sin stilling hos TV 2 som følge af sagen. Redegørelsen sendt til kulturministeren peger dog ikke på en ansvarlig for fejlen:

”TV 2’s undersøgelser har som nævnt konkluderet, at menneskelige fejl og flere på hinanden følgende misforståelser førte til, at artiklen reelt ikke blev endeligt godkendt før publicering, og at den dermed ikke blev kvalitetssikret i henhold til TV 2’s faste, redaktionelle procedurer.”

”TV 2’s bestyrelse er blevet orienteret om sagen, og jeg har fuld tillid til, at TV 2’s daglige ledelse har håndteret sagen korrekt,” skriver Jimmy Maymann i redegørelsen.

Rettet klokken 11:35. Det fremgik, at den 4. april var efter valget, hvilket ikke er tilfældet. Det var to dage inden valget.

0 Kommentarer

Læs også

TV 2’s tillidsfolk i intern mail: Tre kolleger blev presset af chef i grønlandssag

17. JUNI 2021

TV 2-chef sygemeldt efter kritik af usand historie om Múte Egede

15. JUNI 2021
TV2’s advokatundersøgelse har fået konsekvenser for fem ansatte

TV 2 om usand historie om Múte Egede: ”Der skete et svigt”

18. JUNI 2021
Ny rapport: Lokale mediers fortsætter nedtur

Minister opfordrer nævn til at gå ind i TV 2’s grønlandshistorie

08. JULI 2021