Go' Morgen Danmark's kritiske indslag om internet-encyklopædien Wikipedia – hvor der bringes flere opdigtede historier om studieværterne Cecilie Frøkjær og Anders Breinholt – var »alene ment som satire«, forklarer TV 2-redaktør Jes Schrøder til Journalisten.dk.
Der er intet at komme efter.
Al kritik af Go' Morgen Danmarks indslag i onsdags om net-leksikonet Wikipedia er skudt fuldstændig forbi. Det mener TV 2-redaktør Jes Schrøder, der nu tager til genmæle.
Over for Journalisten.dk understreger han gang på gang, at indslaget alene var ment som satire.
– Hvordan forsvarer du som redaktør, at man i et journalistisk program som Go' Morgen Danmark baserer sine historier på fupoplysninger – i det her tilfælde om Cecilie Frøkjær og Anders Breinholt – man oven i købet selv har fabrikeret?
»… Øhhh – jamen, det kan jeg da sådan set godt forsvare. Anledningen til, at man laver indslaget er, at man i Politiken kan læse om en irsk studerende, som fuppede verden med et Wikipedia-citat. Og der valgte vi med oplysningerne om Cecilie og Anders at belyse problematikken. Emnet handler jo om fupoplysninger.«
– Men i udsendelsen fremstilles det, som om de opdigtede fortællinger om Cecilie Frøkjær og Anders Breinholt findes her og nu på Wikipedia. Men det gjorde de jo ikke?
»Nej. Men det viser, hvad man kan finde på at skrive, hvis man skulle lave ændringer på Wikipedia. Nu er ændringerne jo af humoristisk karakter.«
– I jeres officielle pressemeddelelse her i eftermiddag nævner du også, at det bare var ment som satire. Men det er jo ikke det indtryk, studieværterne Cecilie Frøkjær og Anders Breinholt giver seerne?
»Joooh. Det synes jeg nok. Det er placeret et sted i programmet, hvor man fortæller kuriøse, satiriske og humoristiske emner. Modsat aviserne åbner vi udsendelsen på avisernes bagside. Man åbner op i Go' Morgen Danmark med at fortælle kuriøse, humoristiske historier. Ligesom da vi fortalte historien om BZ-ænder. Så det er ovre i den humoristiske kuriøse afdeling. Og det er noget, jeg er tryg ved, at seerne godt kan afkode. Jeg er også tryg ved, at seerne godt kan gennemskue det element af spøg og satire, der var i indslaget om Wikipedia.«
– Vil det sige, at Go' Morgen Danmark nu er blevet et satireprogram på linje med Klovn?
»Det var dog et bizart spørgsmål at stille. Klovn er et fiktionsprogram.«
– For mig er det altså sjov og satire.
»Det er rigtigt, det er også satire. Men det er altså at sammenligne æble og pærer…
Klovn er en fiktionaliseret serie, som har mere til fælles med The Office og Seinfeld. Og nej – man skal ikke se Go' Morgen Danmark som satireprogram. Punktum. Man skal se det som et journalistisk program, som gør brug af satiriske elementer og satiriske greb. Det må du gerne skrive i din indlledning,« siger Jes Schrøder til Journalisten.dk.
– Sammenblandingen af underholdning, journalistik og nu også hjemmeproducerede løgne om Cecilie Frøkjær og Anders Breinholt er vel ikke en public service-stations fremmeste opgave?
»Det er helt klart public service, at man på underholdende vis fortæller tankevækkende om ting, der findes ude i samfundet. Eksempelvis de her selvredigerende leksika. Det er lige præcis kernen i åbningen på den her værtssnak (i Go' Morgen Danmark, red.). Der finder vi absolut noget, der er public service-tv. Lige præcis det der vil jeg kalde public service.«
– Men Cecilie Frøkjær fremfører jo direkte forkerte udsagn – såsom at Wikipedia ikke verificerer de oplysninger, de bringer?
»Øhhhh – så skal jeg lige ind og se indslaget. Nu kan du indslaget bedre, end jeg kan.«
– Anders Breinholt siger først: "Der er ikke rigtig nogen, der verificerer, om det, man skriver, er korrekt." Og dernæst siger Cecilie Frøkjær: "Ingen holder øje." Men det er jo ikke tilfældet?
»Det er ikke helt heldigt sagt. Altså – det er måske lidt upræcist formuleret. Ja – det er måske en stramning af værterne eller redaktionen. Men det, der er pointen, det er, at har du et almindeligt leksikon stående på en hylde i bogreolen, så skriver det ikke sig selv om. Med Wikipedia kan man ikke vide sig sikker.«
– Men de falske oplysninger, som Go' Morgen Danmark selv fabrikerede og skrev på Wikipedia, blev jo rettet tilbage og korrigeret i løbet af fire minutter. Så Wikipedia fører altså kontrol – i modsætning til, hvad TV 2 påstod i Go' Morgen Danmark?
»Øøøh nej – for jeg må stadig fastholde, der findes stadig en historie om, at der kan ligge historier på wikipedia, som ikke bliver korrigeret hurtigt.«
– Men i det konkrete eksempel i Go' Morgen Danmark, der er de opdigtede oplysninger jo for længst blevet rettet, da udsendelsen kører. De korrigeres som sagt, fire minutter efter Egmont Entertainment har været inde at lyve om Anders Breinholt og Cecilie Frøkjær på Wikipedia. Alligevel viser man tv-seerne de Wikipedia-sider, som ikke findes?
»Historierne om Cecilie, der drikker rødvin, og Anders, der kører i en rød Berlingo, er jo mere det tænkte eksempel.«
– Men igen: Hvorfor valgte Go' Morgen Danmark at bringe de falske oplysninger om Cecilie Frøkjær og Anders Breinholt i tv-programmet, når de slet ikke kunne læses på Wikipedia? Og ikke havde været at læse på Wiki – indtil Egmont Entertainment/TV 2 aktivt gik ind og pillede ved teksten?
»Faktum er, at når du går ind og kigger på Wikipedia, så kigger du på noget, som rigtig mange kan gå ind og ændre på. Ønsker nogen at manipulere, så foreligger muligheden. Så når du kigger på Wikipedia, kan du ikke være sikker på, at det er rigtigt. Det ligger i Wikipedias struktur. Og det var dét, vi ville vise.«
– Men det er jo ikke en undskyldning for selv at lyve i et tv-indslag?
»Nej! Men det er her, man ser det satiriske og humoristiske. Hvis du skulle gøre det meget mere elaboreret og snedigt, så skulle du blive optaget som officiel bruger på Wikipedia og indefra arbejde på at manipulere. Men så er du i gang med at lave en Operation X på Wikipedia. Og det er ikke Go' Morgen Danmarks mission. Det var bare en anledning til at kaste et aspekt ind i, hvordan man ikke altid kan stole på Wikipedia. Der er jo en enorm troværdighed forbundet med det her at sende på nettet. Og det er derfor, jeg synes, det er glimrende set af den redaktion, at det er en snak, man skal tage. Man skal ikke altid bare tage ting for gode varer, der står på nettet.«
– Ifølge Pressenævnets regler for god presseskik er det massemediernes opgave at bringe korrekt information. Men det er jo ikke tilfældet her. Her bragte man oplysninger, som slet ikke var at læse på Wikipedia. Man sagde også, at oplysninger på Wikipedia ikke korrigeres eller verificeres. Det passer heller ikke. Alt i alt er det vel ikke god presseskik?
»Altså – det er hér, jeg mener, der er et element af journalistisk satire … hvor jeg mener, det kan man godt. Det er for voldsomt skyts. Det er for dramatisk et anslag i betragtning af…
Altså hvis de (Cecilie Frøkjær og Anders Breinholt, red.) nu havde ændret på verdenshistoriens gang og 1. Verdenskrig startede på et andet tidspunkt … men det handler altså om, hvorvidt Anders har en Rød Berlingo, og hvorvidt Cecilie drikker rødvin.«
Så i satirens tjeneste er alt tilladt?
»Nej, det er at udskrive en blankocheck. Men det gør banen lidt bredere at spille på.«
Hvad konsekvenser får sagen redaktionelt på TV 2?
»Ikke umiddelbart nogen.«
Læs også: Wikipedia: »TV 2's Go' Morgen Danmark opdigtede fejl«
samt Jes Schrøder og TV 2's officielle udmelding.
18 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
TV2 burde vælge at købe aflad, ved at donere en anseelig sum penge til det medie, som de har ytret injurierende påstande om.
For nu at gøre det meget let for internetmedieanalfabeten Jes Schrøder, er der her en link han kan trykke på: http://wikimediafoundation.org/wiki/Indsamling
Da jeg - for lææænge siden - gik på Journalisthøjskolen, lærte vi, at "selvom virkeligheden distraherer, skal man ikke vælge at se bort fra den".
Det er åbenbart en læring, man er gået bort fra i de senere generationer af journalister, og netop hvad TV2 tilsyneladende har gjort i wiki-sagen. Trist og beskæmmende - ikke underligt, at mange mistror journalister og journalistiske medier. Det er som i den gamle Shu-Bi-Dua sang om datidens bekendelseslitteratur: "Jeg lyver lidt, det må man nemlig godt.."
Det er dejligt at læse, hvor mange der går i brechen for vores allesammens Wikipedia. Der er deværre en overset signalværdi i den uheldige udsendelse: At det tilsyneladende er både legitimt og popsmart at vandalisere artikler på Wikipedia for egen morskabs skyld. Så selv om der skabes fred og fordragelighed mellem TV2 og Wikimedia Danmark, er der stadig kampen mod vandalismen tilbage.
Jeg er grundlæggende enig med de mange ovenstående TV2-kritiske indlæg.
Men jeg bliver provokeret af den ømskindethed, samtlige debattører tilsyneladende føler på vegne af Wikipedia. "Den store slemme TV-station bagtaler det lille søde græsrodsinitiativ".
Virkeligheden er jo omvendt: Wikipedia og de andre sociale vidensmedier har jo vundet, stort, over hele verden. Med deres kvaliteter og svagheder. Og med høj selvrespekt.
GomorgenDanmark, og deres slags inden for mainstream TV, er jo taberne i en grad så de tydeligvis ikke en gang gider hævde en journalistisk troværdighed eller kvalitetsstandard. De har tilsyneladende ikke engang fattet pointen i "historien om den irske studerende": at de store, "seriøse" medier er for ukritiske, for sjuskede. Er der andre end mormor der ser dem? Er der nogen grund til at tage dem så alvorligt?
Ja, et fremragende interview. Stor ros til Journalisten.
En enkelt pointe trænger måske ikke helt klart igennem: De Wikipedia-sider, som TV 2 viste på skærmen onsdag morgen, findes ikke og har aldrig fandtes på Wikipedia. Det er sider, som produktionsselskabet selv har manipuleret sig frem til. Ville TV 2 Nyhederne acceptere, at et hygge-talkshow på DR (der ikke var ekstremt klart deklareret som satire) viste seerne et forvrøvlet og forfalsket nyhedsindslag, i en udseende der nøjagtigt efterlignede TV 2 Nyhederne ... og uden nogen form for forbehold lod seerne tro, at det virkelig stammede fra TV 2?
Tag også et kig på Twitter, hvor der nu findes adskillige påstande om, at Jes Schrøder har ringet brugere op for at "svine dem til" for deres kommentarer om sagen på Twitter. Påstandene er ganske vist løgn – men hvad gør det, når bare man kalder det satire?
Jeg er en af dem, der bloggede om sagen fredag, så jeg skal ikke gentage alle mine tanker her. Men man kan altså læse mere i mine indlæg her:
"Suk. Det er ikke altid, man er lige stolt over at være del af den stand, der engang turde kalde sig selv den fjerde statsmagt. Ikke mindst krummer jeg tæer over diverse poppede talkshows, som blander underholdning, journalistik, løgn og latin i én stor ugennemskuelig pærevælling."
Wiki-gate: TV 2 opdigtede fejl i Wikipedia
"Ét godt råd til TV 2: Der er kun én vej i denne sag, og det er fuld retræte. Den anden mulighed - at stå fast på, at det er i orden at sammenrode faktuel journalistik med dårligt udført satire - vil kun gøre sagen endnu større."
Wiki-gate spreder sig i twit- og blogosfæren
"Er det kun mig, der uvilkårligt kommer til at tænke på komiske Ali fra den seneste Irak-krig? Det kommer ærlig talt bag på mig, at TV 2 ikke trækker i land og beklager. Virkelig dårlig krisehåndtering, må man sige. Nu kan jeg dårligt forestille mig, at Go' Morgen Danmark kan padle sig uden om både en kendelse fra Pressenævnet og en røffel fra TV 2's egen seernes redaktør."
Wiki-gate: TV 2 vasker hænder efter Wikipedia-fup
Flere