TV 2-programmet 'Operation X' går i aften tæt på branchen for høreapparater. Men inden udsendelsen overhovedet har været vist, anklager Dansk HøreCenter TV 2 for at lyve. TV 2-redaktør, Lasse Bjerre, afviser over for Journalisten.dk. (opdateret 12:30)
Dansk HøreCenter, der er Danmarks største private leverandør af høreapparater, har i adskillige dagblade i dag indrykket en teksttung helsides-annonce, hvor firmaet anklager 'Operation X' for at lade medarbejdere lyve og snyde.
"Operation X's udsendte medarbejdere lyver hos både os og ørelægen, men de vælger alligevel selv at søge om bevilling til et høreapparat. Ingen snyder normalt for at få et høreapparat – tværtimod!," hedder det blandt andet i annoncen, der har fået titlen "Afsløring af Operation X – når journalistik skal kunne betale sig".
Annoncen tager dermed forskud på aftenens dokumentarudsendelse på TV 2: "Når ører bliver til kroner".
"Det er vores mulighed for at komme ud med vores budskab og for at være på forkant med udsendelsen," siger Hanne Licht, der sammen med sin mand, Niels Lodman, ejer og driver Dansk HøreCenter.
"Vi har ikke set udsendelsen endnu, men vi har jo erfaret, at den er undervejs. TV 2 har været i gang med optagelser, bl.a. i vore butikker, siden marts, og vi har klart oplevet, at de har en dagsorden," udtalte hun tidligere i dag til Berlingske.dk.
Men TV 2's dokumentarredaktør, Lasse Bjerre, afviser enhver snak om snyd eller at Operation X-medarbejderne skulle have løjet:
"Jeg må klart afvise, at vi lyver – og at der skulle være tale om en mistænkeliggørelse af de hørehandicappede. Naturligvis er der ikke det," siger han til Journalisten.dk.
Ifølge Lasse Bjerre har TV 2 undersøgt, hvad der foregår hos private høreklinikker. Blandt andet hvorfor de offentlige tilskud er steget voldsomt samt forbruget af høreapparater, der er steget 80 procent, siden det for 10 år siden blev muligt for danskerne at få høreapparater med offentligt tilskud hos private høreklinikker.
"Vi dokumenterer, at der bliver anbefalet høreapparater til vores journalister, selv om deres hørelse er god nok og at de ikke har brug for det – og dermed at Sundhedsstyrelsens retningslinjer ikke bliver fulgt," siger Lasse Bjerre og kritiserer dernæst Dansk HøreCenters annonce i dagens aviser:
"De får det i annoncen til at se ud som om, at det er patienten, der ønsker høreapparat – det er det ikke – det er behandleren, der gerne vil sælge det."
Ifølge TV 2's dokumentarredaktør har Dansk HøreCenter haft rig lejlighed til at komme til orde.
"Direktøren er interviewet i over halvanden time og medvirker også i programmet," siger Lasse Bjerre.
I aftenens udsendelsen rejser Operation X i øvrigt det generelle spørgsmål, om det i det hele taget er blevet for nemt for de private høreklinikker at udnytte reglerne om offentligt tilskud til høreapparater. Og hvorfor mere end 300.000 danskere har høreapparat.
Står det virkelig så slemt til med danskernes hørelse, eller er det for nemt for de private høreklinikker at udnytte reglerne om offentlige tilskud til høreapparater?, spørger programmet.
Den eksplosive vækst i høreapparats-branchen tog for alvor fart, da regeringen i 2002 satte tilskuddet op fra 3000 til godt 5000 kroner, og derefter har hævet det stort set årligt lige siden.
Indtil nu har de danske kommuner bidraget til omsætningen i den hastigt voksende private høreklinik-branche med cirka 1,7 milliarder kroner.
(opdateret 12:30 med kommentarer fra Lasse Bjerre)
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.