TV 2 Radio får nyt navn i morgen

SBS Radio afslører i morgen formiddag, hvad TV 2 Radio fremover skal hedde, erfarer Journalisten.dk. Nyt koncept og stil går i luften på mandag. (opdateret)

SBS Radio afslører i morgen formiddag, hvad TV 2 Radio fremover skal hedde, erfarer Journalisten.dk. Nyt koncept og stil går i luften på mandag. (opdateret)

Det er nu over fire måneder siden, at TV 2 måtte sælge TV 2 Radio til SBS Broadcasting på grund af elendig økonomi. Siden har offentligheden ikke mærket meget til store nyskabelser, selv om SBS overtog driften af radiostationen allerede den 1. maj. Bortset fra at radiostationen har skåret ned på det journalistiske indhold.

Men nu er man klar med nyt navn og koncept, erfarer Journalisten.dk. Senior Vice President i SBS Broadcasting Eric Hansen er dog ikke meget for at røbe detaljerne før premieren på mandag.

»Vi fortæller om det i morgen formiddag,« siger han.

Centrale kilder i branchen oplyser dog til Journalisten.dk, at musiksiden højst sandsynligt bliver en kopi af konceptet bag Sky Radio. Desuden bliver den ny radiostation angiveligt helt uden dyrt indkøbte værter. TV 2 Radio har nemlig langt flere lyttere, efter at SBS Radio overtog stationen tidligere i sommer og lukkede ned for de mange radioværter. Lytterne vil altså hellere bare have non-stop music. 

SBS slipper dog ikke for at bringe redaktionelt indhold. Medieaftalen kræver blandt andet, at der dagligt er et journalistisk magasin-program af en times varighed samt 1000 timers nyheder om året i tidsrummet mellem kl. 6 om morgenen og 23 om aftenen. Kravene vil blive forsøgt overholdt, men det bliver ikke en radiokanal med stor journalistisk tyngde.

TV 2 Radio og SBS Radio har i øvrigt stiftet et særligt selskab, New Radio, som skal drive den femte landsdækkende radio-kanal, der oprindeligt tilhørte Sky Radio og altså senest TV 2 Radio.

 

2 Kommentarer

Lars Kjær
3. SEPTEMBER 2008
Re: TV 2 Radio får nyt navn i morgen

Husk at djævlen ligger i detaljen. Alt for mange, med tilsyneladende overfladisk kendskab til radio, har haft travlt med TV-2 Radios stigende lyttertal, efter at man gik på vågeblus uden værter og haft travlt med at konkludere den ene og det andet.

Nej, det er ikke et udtryk for et glubende behov for non-stop musikafvikling eller en klar dom over mere eller mindre dumt kaglende værter. Det er derimod en kombination af den megen omtale lukningen medførte, (det samme fænomen opstod omkring Sky Radio), og ikke mindst er der ikke sendes reklamer.

SBS skal iøvrigt ønskes tillykke med det nye projekt, der måske lige netop kan køre rundt, fordi omkostningerne nu er barberet så meget ned, men den ellers uambitiøse satsning vil næppe resultere i en share over 10%.

 

Michael Bjørnbak Martensen
3. SEPTEMBER 2008
Re: TV 2 Radio får nyt navn i morgen
Denne historie er rent spild af alles tid på journalisten.dk - det ville derimod være oplagt at være de første med meddelelsen om, hvad det rent faktisk blev til.