TV 2 Radio er for første gang foran Radio 100FM

Mens TV 2 Radio stadig barsler med de nye planer for radiostationen, kom der i dag et lille håb om bedre tider. For første gang er TV 2 Radio nu landets tredjestørste radiokanal.

Mens TV 2 Radio stadig barsler med de nye planer for radiostationen, kom der i dag et lille håb om bedre tider. For første gang er TV 2 Radio nu landets tredjestørste radiokanal.

»Vi er jo glade for, at vi klart er steget siden nytår. Vores share er i en positiv udvikling. Men samtidig er tallene så nye og er ved at blive kørt ind, at vi passer på med at få armene op,« siger programredaktør på TV 2 Radio, Peter Rundle, til Journalisten.dk

De nye lyttertal fra Gallup (uge 6) viser, at TV 2 Radio for første gang har en større markedsandel end den ellers førende kommercielle radiostation, Radio 100FM. TV 2 Radios ‘share’ blandt alle over 12 år nåede senest op på 5,4 pct. mod 5,2 pct. til Radio 100FM.

Der er altså kun tale om en marginal føring, men for TV 2 Radio er det et væsentligt spring fremad. I den forrige uge havde TV 2 Radio en markedsandel på 4,6 pct.

Den absolut største radiostation i Danmark er DR P4, som samlet kan mønstre en ‘share’ på 42,3 pct. P3 har 18,2 pct., mens P1 har 5,1 pct.

Blandt de kommercielle radiostationer er tallene i øvrigt ikke vildt imponerende. Radio 100 Soft har 2,3 pct., The Voice har 1,6 pct. og Radio City (det tidligere Radio 2) har blot 1,0 pct.

Læs også: Merete Eldrup nedtoner mål for TV 2 Radio.

Samt Journalisten.dks artikel om de politiske planer for tre nye landsdækkende radiostationer. »Et politisk flertal er parat til at reformere hele den danske radiostruktur«.

 

0 Kommentarer