En ny journalistisk krimidramaserie er netop gået i optagelse og rammer danskernes skærme i 2024 eller 2025.
Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.
Serien får navnet ’Graverne’ og har Mille Dinesen i hovedrollen som den undersøgende journalist Liv.
”Graverjournalisters hverdag er fyldt med dilemmaer, modstand og sommetider endda spænding og fare – oplagte ingredienser til en underholdende dramaserie. Med ’Graverne’ inviterer vi seerne ind i den undersøgende journalistiks maskinrum og viser, hvordan jagten på sandheden ser ud – og hvad det kan have af personlige konsekvenser at dedikere sit liv til den næste store afsløring,” lyder det i pressemeddelelsen fra manuskriptforfatter Jenny Lund Madsen.
Første sæson kommer til at bestå af i alt seks afsnit og får premiere på TV 2 og TV 2 Play. Den produceres af Nordisk Film Series med støtte fra Public Service Puljen.