Medieåret 2008: Video, video og atter video. Det er hovedtendensen for TV 2 Interaktiv i 2008. På tale er samarbejder med sociale netværk som YouTube, Facebook og danske Freeway. En række nye niche-sites lanceres snart.
Hvis der er én ting, som kommer til at præge det kommende medieår, så bliver det videoindslag på nettet og web-tv. Danmarks førende kommercielle tv-station, TV 2, satser massivt på levende billeder på samtlige websites.
»Det vigtigste i år bliver video overalt. Der kommer vi til at rykke mest i forhold til konkurrenterne. Video på nettet fik allerede et kæmpe gennembrud i 2007, men det er slet ikke slut. Det vokser nu måned for måned. Og vi skal have video ud til folket på alle skærme og på alle områder, vi dækker,« fortæller Gregers Wedell-Wedellsborg, der er direktør for TV 2 Interaktiv.
»Vi kommer til at lave meget mere breaking news-video på nettet. At være hurtigst med levende billeder på nettet er hovedfokus for os. Og der kommer vi til at fylde rigtigt meget,« siger han.
Gregers Wedell-Wedellsborg understreger, at der ikke er lagt op til, at alle journalister pludselig skal til at lave web-tv. Der vil stadig være dedikerede medarbejdere, som eksempelvis alene laver tv eller net. Men der bliver klart tale om, at endnu flere vil komme til at producere til nettet.
I den store drejebog for 2008 står i øvrigt følgende temaer øverst på dagsordenen hos TV 2 Interaktiv: En række nye niche-websites, indførelsen af digital-tv og hele mobil-området.
TV 2 vil allerede til foråret lancere flere nye niche-websites. Titlerne er endnu hemmelige, men det bliver en blanding af sites inden for nyhedsområdet og underholdning.
»Vi skifter fra en strategi, hvor alt har ligget under tv2.dk, til en strategi, hvor vi har flere brands. Og nogle af vores nye nicher vil vi understøtte som selvstændige brands, der får deres egne sites, egne grafiske udtryk og egne identiteter,« siger Gregers Wedell-Wedellsborg til Journalisten.dk.
Han understreger, at størsteparten af de nye niche-satsninger bliver relativt klassiske indholdssites, som tager udgangspunkt i et specifikt stofområde.
»Der kommer mange af dem, men ikke over 10,« siger han og erkender, at hemmelighedskræmmeriet kan virke lidt som »uld i mund«.
TV 2 Interaktiv havde under Per Mikael Jensens ledelse af tv-stationen som mål at få to millioner unikke brugere inden udgangen af 2007. Det var efter den gamle målemetode. Siden er målemetoden justeret, og der er skruet ned for forventningerne.
»Vi har revideret vores mål, så det nu hedder, at vi skal vokse med 50 procent i 2008. I mellemtiden er der samtidig sket det, at vi har fået den nye målemetode baseret på brugertal. Der landede vi i 2007 på ca. 800.000 ugentlige brugere. Og der er målsætningen nu, at vi gerne vil være en af de førende medieudgivere på nettet,« siger Gregers Wedell-Wedellsborg.
Han røber samtidig, at TV 2 Interaktiv er parat til at føre samtaler med både YouTube, Facebook og danske Freeway, som står bag sites som Arto.dk, Trendsales.dk og Dating.dk.
»Vi overvejer lige nu, hvordan vi skal forholde os til de nye sociale medier. Hvordan skal sådan nogle klassiske mediekoncerner som TV 2 agere i forhold til web communities? Og hvor meget skal vi lægge ud på de eksisterende sociale websites?,« siger han og tilføjer, at TV 2 er til samarbejde med eksempelvis Freeway og dets ejer Morten Wagner.
»Vi er i det hele taget åbne for at tale med alle de her sociale netværk,« siger TV 2 Interaktivs direktør, der understreger, at det er et spørgsmål om, hvorvidt man kan skabe et samarbejde, som er udbytterigt for begge parter.
»Det handler om at skabe en win-win situation. Og det tror jeg sådan set sagtens, TV 2 kan ved at samarbejde med eksempelvis Freeway.«
En anden mulig samarbejdspartner er som sagt YouTube. Hertil siger Gregers Wedell-Wedellsborg:
»Vi er åben for en dialog med dem om, om vi kan lave noget sammen på et forsøgsplan. Skal vi bruge YouTube som distributionsplatform – ligesom så mange andre – eller skal vi indgå et mere strategisk samarbejde? Det er overvejelsen lige nu.«
Et helt andet område, som får stor betydning for tv-udviklingen i år, er ifølge Gregers Wedell-Wedellsborg beslutningen om, hvem der skal styre det kommende digitale jordbaserede tv-sendenet.
»Når det er afgjort, hvem der bliver gatekeeper, vil vi se, at tv-operatørerne begynder at rulle den nye generation af set-top-bokse ud. Det vil indebære indførelsen af tidsforskudt tv. Og det bliver noget, vi for alvor kommer til at se meget til senere i 2008. Og det skal TV 2 naturligvis også være med på. Det får en mega betydning,« siger TV 2 Interaktivs direktør, der mener, at perspektivet med tidsskifte-tv er så stort, at det kan sammenlignes med den frihed, som TV 2 Sputnik i dag giver på nettet, hvor brugerne frit kan vælge imellem programmer og sendetid.
»At man kan sætte sit tv-program på pause og selv trykke fortsæt, når det passer en, kommer til at vende op og ned på hele vores måde at bruge tv på. Og det bliver altså i 2008, at det for alvor slår igennem.«
Læs desuden alle tidligere artikler om Medieåret 2008
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.