search

TV 2 Østjylland om hacking: »Meget ubehageligt«

Tidligt mandag morgen opdagede TV 2 Østjylland, at redaktionens telegramtjeneste til Ritzau var hacket. »Det er, som om der har været en i dit hjem uden at stjæle noget,« siger redaktionschef

’Hitler did nothing wrong’. Sådan lyder overskriften på det telegram, der blev sendt fra TV 2 Østjylland til Ritzau søndag aften kl. 21:52. Men det var ikke nogen fra redaktionen, der sendte telegrammet, fortæller redaktionschef Nick Horup. TV 2 Østjylland var blevet hacket.

»Alt tyder på, at det er folk udefra, der har gjort det. Jeg har talt med folk, der har forstand på den her slags, og vi tror, at de har hacket sig ind på vores intranet og fundet kode og fremgangsmåde til at benytte telegramtjenesten til Ritzau på den måde,« siger Nick Horup til Journalisten.

Som konsekvens vil TV 2 Østjylland nu ikke længere have deres password stående på intranettet.

»Det har jo været for, at medarbejdere, som ikke har været bekendt med at sende telegrammer, kunne finde vejledning på intranettet,« forklarer Nick Horup om, hvorfor passwordet har stået på intranettet til at starte med.

Hurtig ’damage control’

Da TV 2 Østjylland finder ud af, at de er blevet hacket, får de i samarbejde med Ritzau hurtigt lukket for mediets adgang til telegramtjenesten.

»Der var hurtig damage control. Vi fik også et nyt kodeord, som kun tre på redaktionen nu kender. Så vi har gjort, hvad vi kan,« siger Nick Horup.

Han er glad for, at overskriften på telegrammet var så »absurd«, at ingen danske medier har taget den. Brødteksten var blot en gentagelse af overskriften.

»Det er heldigt, at telegrammet er så grotesk, at ingen tager det. Men tanken er meget ubehagelig, for det kunne jo have været mere sofistikeret eller ondskabsfuldt, så medierne troede på den. Det er, som om der har været en i dit hjem uden at stjæle noget,« forklarer Nick Horup.

Svært at sikre sig

Han mener, at det er svært at sikre sig mere mod hacking, end de nu allerede gør på TV 2 Østjylland.

»Jeg har talt med vores it-folk, og de siger, at vi gør, hvad vi kan inden for de ressourcemæssige rammer. Ellers skal man op på Pentagon-niveau,« forklarer han.

»Det er så ressourcekrævende at undersøge og sikre sig, og de ressourcer har vi ikke. Og du vil stadig ikke have nogen garanti for, at det ikke sker igen. Det handler om at tænke over, at sådan noget her kan ske, og gøre, hvad man kan. Det gør vi så bl.a. nu ved at fjerne det password,« siger Nick Horup.

Intern show off for hackere

Selv om de ikke ved, hvem der står bag hackerangrebet, tyder det på, at det er en form for ’tag’ eller ’show off’ internt i hackermiljøet, fortæller Nick Horup.

»De folk, jeg har talt med, som har forstand på den slags, siger, at brugen af Hitler er en form for mærkat for nogle hackere. Så kan de sige, ’her var vi’,« siger Nick Horup.

»Hvis man virkelig ville skade os, kunne vedkommende have skrevet en historie om, at borgmesteren var omkommet, og så ville alle medier tage den. Men det virker jo, som om de har vidst, at der ikke var nogen medier, der ville tage historien, så derfor ligner det en form for show off’, men det er selvfølgelig bare en teori,« forklarer Nick Horup.

Han understreger, at TV 2 Østjylland ikke har nogen udeståender med nogen, der kunne have interesse i at iværksætte et hackerangreb mod mediet.

'Hitler did nothing wrong' er muligvis inspireret af en internetkampagne, hvor den amerikanske læskedrikproducent Mountain Dew for år tilbage bad sine brugere om at navngive deres nye sodavand. Brugere på enten 4chan.org eller Reddit.com sørgede for, at 'Hitler did nothing wrong' røg til tops i internetafstemningen. Det skriver tv2.dk.

TV 2 Østjylland har ikke politianmeldt hændelsen, men udelukker ikke, at de vil gøre det på et tidspunkt.

Kommentarer
1
Niels Riis Ebbesen
15.04.14 22:52
Ritzau kunne jo højne
Ritzau kunne jo højne sikkerheden betydeligt, hvis de kun accepterede log-in og telegrammer sendt fra de tilsluttede mediers faste IP-adresser.

Med venlig hilsen
Niels Riis Ebbesen
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen