Det er normal praksis, at TV 2 Øst giver sine fotografelever tre måneders job efter endt uddannelse. Men et DJ-medlem, der var på vej på barsel, fik nej. Det var et brud på ligebehandlingsloven.
Igennem 20 år har det været helt fast praksis, at TV 2 tilbød sine fotografelever fast arbejde i tre måneder efter deres uddannelse var færdig. Men Diana Hjulgaard, der sidste år gennemførte film- og tv-produktionsteknikeruddannelsen, blev ikke tilbudt job. Og det var diskriminerende, har den faglige voldgift netop afgjort. Det skriver Journalistforbundet.dk.
Diana Hjulgaard var sidste januar på vej på barsel. Hendes uddannelse sluttede i februar, men TV 2 Øst afviste at ansætte hende med det samme. I stedet tilbød stationen, at hun kunne få sine tre måneders ansættelse efter endt barsel. Stationen ville altså slippe for at betale for en medarbejder på barsel. Men dermed forskelsbehandlede stationen Diana Hjulgaard på baggrund af hendes køn, har den faglige voldgift slået fast. Sagen ender nu med, at TV 2 Øst skal betale Diana Hjulgaard tre måneders løn.
»Jeg er lykkelig over at sagen er slut, så jeg kan lægge den bag mig,« siger Diana Hjulgaard til Journalistforbundet.dk. Hun er i dag ansat på en anden tv-station i området, 24sjællandske.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.