search

TV 2 opgiver at udlevere materiale fra droppet #MeToo-dokumentar

Det har ikke været muligt for TV 2 at overdrage dokumentarprojektet til et andet medie, skriver ledelsen i intern mail til medarbejderne. I stedet starter Politiken og Impact TV forfra med at grave

TV 2 kommer ikke til at udlevere materiale fra den dokumentar om sexisme og seksuelle krænkelser på tv-stationen, som kanalen har droppet.

Det fremgår af en mail, som nyhedschef Jacob Kwon har sendt til TV 2’s medarbejdere.

Her lyder det, at Jacob Kwon har arbejdet sammen med chefer og tilrettelæggere i TV 2’s dokumentarafdeling for at sikre, at et andet medie kunne løfte opgaven med et tilsvarende projekt.

“Det har været en intens, men også kompliceret proces. Der har været både juridiske, etiske og praktiske udfordringer i forhold til at kunne overdrage projektet til et nyt medie. Derfor har det ikke været muligt at udlevere materialet,” skriver Jacob Kwon i mailen.

Berlingske har tidligere skrevet, at avisen har været i dialog med TV 2 om materialet, men ville takke nej af etiske årsager. I dag har Politikens chefredaktør så fortalt, at Politiken og Impact TV er gået sammen om at starte et helt nyt projekt, der skal afdække sexisme, sexchikane og magtmisbrug hos TV 2.

Tilrettelægger fra TV 2 følger med

Og det er en “rigtig god løsning, så historien kan komme ud på et troværdigt medie”, skriver Jacob Kwon i mailen til TV 2-medarbejderne.

“Vi har stor tillid til, at Politiken sammen med Impact vil løfte opgaven ansvarligt og troværdigt,” skriver han.

Impact TV har i forbindelse med projektet ansat en af de tilrettelæggere fra TV 2, der har arbejdet på den droppede dokumentar. Det betyder dog ikke, at noget af materialet kommer ud fra TV 2.

“Politiken har det fulde redaktionelle ansvar for deres fælles projekt, og de får ikke adgang til TV 2’s optagelser og research. De vil nu starte forfra og skabe deres eget projekt. Nu slipper vi processen, og det vil være op til Politiken og Impact, hvad det videre forløb bliver. Vi har i ledelsen ikke ønsket at lægge låg på noget, og derfor er jeg også meget tilfreds med, at Politiken og Impact tager tråden op efter TV 2,” skriver Jacob Kwon.

Chefredaktør på Politiken, Christian Jensen, siger til Politiken, at arbejdet starter helt forfra, og at det er uvist, hvor det bærer hen:

“Der er talt tilstrækkeligt om alt det, der er gået forud. Nu går vi i gang med arbejdet og researchen, og det er i sagens natur for tidligt at sige, hvor det fører hen,” siger Politikens chefredaktør, Christian Jensen, til Politiken.

Det vakte i starten af januar ramaskrig på TV 2, da det blev besluttet at droppe dokumentarprojektet. Begrundelsen fra nyhedsledelsen var, at det ville være utroværdigt, hvis TV 2 undersøgte sig selv.

Det opfattede en lang række medarbejdere som et angreb på deres redaktionelle frihed og deres troværdighed. Også dokumentarcheferne kritiserede beslutningen, som de mener skader TV 2’s troværdighed.

Journalisten forsøger at få et interview med Jacob Kwon og Christian Jensen.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen