
TV 2 arbejdede i perioden mellem 2000 og 2011 med ulovlige rabatordninger på markedet for tv-reklamer. Foto: Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix (red. Journalisten)
Den svenske medie- og underholdningsvirksomhed Nent og og TV 2 Danmark har indgået forlig i den sag, som Nent anlagde ved Østre Landsret tilbage i 2006 i forbindelse med TV ’s ulovlige rabatordninger for tv-reklamer.
Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
Nent havde forlangt en erstatning på 1,4 milliarder kroner. Forliget mellem de to parter er endt med, at TV 2 betaler 430 millioner kroner til Nent, mens parterne betaler egne omkostninger forbundet med sagen.
Forliget med Nent er et udtryk for TV 2’s ønske om at afslutte den langvarige sag, står der i pressemeddelelsen.
”Tvisten om TV 2’s årsrabat har nu pågået i over 15 år, og der har været afholdt en historisk langvarig syn- og skønsproces. TV 2’s ønske har været at få en fornuftig afslutning på den langvarige sag. Derfor er jeg glad for, at Nent og TV 2 har forligt sagen på et væsentligt lavere beløb, end NENT havde lagt an til. Nu kan begge parter kigge fremad,” siger Jimmy Maymann, bestyrelsesformand i TV 2 Danmark, i pressemeddelelsen.
Forliget er et punktum for den årelange strid om den årsrabat, som TV 2 anvendte i perioden mellem 2000 og 2011. Nent har samtidig med forliget besluttet at hæve sagen om såkaldte ulovlighedsrenter, som også har hængt over TV 2 i årevis.
Gav ulovlig rabat
Konkurrencerådet fastslog i 2005, at det var ulovligt, at TV 2 tilbød ulovlige rabatordninger på markedet for tv-reklamer, og det er en ordning, som Discovery også har haft hevet TV 2 i retten for samme år.
I 2011 afgjorde Højesteret ligeledes, at TV 2 havde misbrugt sin dominerende stilling på markedet for landsdækkende tv-reklame.
Først i efteråret blev sagen mellem Discovery og TV 2 afsluttet med et forlig, hvor TV 2 endte med at betale Discovery 127,5 millioner kroner i erstatning for de ulovlige rabatter.
”Årsrabatten er udfaset for længe siden, og den delvise licensfinansiering af TV 2 stoppede med udgangen af juni 2004, men sagerne har ligget som en tung dyne over TV 2,” tilføjer han.
Også for Nent er forliget en positiv nyhed.
”Det glæder os meget endelig at kunne sætte punktum i denne lange proces med et resultat, der er økonomisk positivt for vores selskab. Resultatet sender derudover et stærkt budskab om vigtigheden af fair konkurrence og er derfor positivt også for det bredere danske marked,” siger Anders Jensen, administrerende direktør i Nent Group, i en pressemeddelelse.
Årsrabatten betød, at annoncører fik større procentvis rabat, des større årskøb af reklamer, der blev foretaget. Og det var altså konkurrenceforvridende til TV 2’s fordel i forhold til konkurrenter som TV3 og TV Danmark, vurderede Konkurrencerådet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.