Et foreløbigt punktum er sat i lækagesagen om de danske jægersoldater. Højesteret har netop stadfæstet, at TV 2-journalister ikke skal skal vidne om, hvem der lækkede oplysningerne om de danske jægersoldater. Ligeledes slipper DR.
Og både DR og TV 2 kalder det en vigtig sejr for kildebeskyttelsen.
"Højesteret stadfæster her et princip, som er afgørende for, at journalister og medier kan udføre deres job. Journalister kan og skal beskytte deres kilder, og det gør vi på TV 2," siger stationens nyhedsdirektør, Michael Dyrby.
Og i DR siger den nyudnævnte generaldirektør, Maria Rørbye Rønn:
"Vi har hele tiden henvist til, at kilden på båndet har udtalt sig i fortrolighed, og at DR derfor har ønsket at beskytte kildens identitet. Vi har nu endnu en gang fået rettens ord for, at DR ikke er forpligtet til at udlevere sine kilder. Det fik vi første gang i byretten, siden i Østre Landsret og nu igen i Højesteret."
Dermed er der sat et foreløbigt punktum i sagen, hvor Politiet har mistænkt tidligere forsvarsminister Søren Gades spindoktor Jacob Winther for at have lækket fortrolige oplysninger til pressen.
For nylig blev det i øvrigt fremlagt i Højesteret, at det skulle være TV 2-journalist Rasmus Tantholdt, der på den hemmelige lydoptagelse siger, at Forsvarsministeriets tidligere spindoktor Jacob Winther stod bag lækagen.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Blot for at understrege fakta:
Dommen i dag kunne ligeså vel være endt med, at Danmarks Radio og TV2 var blevet dømt til henholdsvis, at udlevere lydfilen og at afsløre kilden til lækken.
At dommen faldt ud til mediernes fordel siger intet om ytringsfrihed og/eller hensynet til kildebeskyttelsen, men hviler alene på den spinkle vurdering fra dommerne, at oplysningen om, at jægersoldaterne skulle sendes til Irak, havde samfundsmæssig interesse. Det kan man så være uenig i eller ej.
Havde Højesteret omvendt vurderet, at det ikke var tilfældet, det vil sige at jægersoldaternes udstationering i Irak ikke var i offentlighedens interesse, ja, så var DR og TV2 blevet dømt til at afsløre kilden, hensynet til kildebeskyttelse eller ej.
At Journalistforbundets formand andetsteds her på siden vælger at fortolke dommen som en vigtig sejr for kildebeskyttelsen, siger desværre mest om, hvis interesser forbundet er sat i verden for at pleje. Det er ikke offentlighedens, hvis nogle skulle være i tvivl.
Dommen i dag siger heller ikke noget om, hvorledes TV2 har handlet korrekt i deres håndtering af oplysningerne fra kilden. De har alene fået medhold i, at sagen havde offentlighedens interesse. Dommerne har således ikke taget stilling til, hvorvidt TV2 burde have afsløret, at lækken ikke kom fra Udenrigspolitisk Nævn i stedet for ukritisk blot viderebringe anklagen mod oppositionen i bedste sendetid.
Dommen i dag siger heller ikke noget om, hvorvidt Danmarks Radio handlede korrekt, da tidligere generaldirektør Kenneth Plummer valgte at holde Nyhedschef Ulrik Haagerup udenfor beslutningen om at låse lydfilen inde i institutionens Frank Jäger pengeskab eller, hvorvidt det var en klog beslutning alene at afspille lydfilen for den politisk udpegede bestyrelsesformand, Michael Christiansen, samt den nyligt udpegede generaldirektør, Maria Rørbye Rønn (tillykke, forøvrigt).
Dommen i dag forholder sig heller ikke til den eventuelle skyld eller uskyld hos tidligere forsvarsminister Søren Gade, i dag ivrig jæger og golfspiller på det offentliges regning i Jylland, eller hos tidligere særlig rådgiver i Forsvarsministeriet Jacob Winther, i dag presserådgiver i Danske Regioner, der i en helt anden historie netop har reddet sig fra nedlæggelse i dag.
Kort sagt. Uanset hvor meget opbakning til pressens arbejde, journalistforbundets formand Mogens Blicher Bjerregaard måtte evne at læse ud af dagens højesteretsdom, så kunne det såmænd være gået ganske anderledes, hvis Højesteret i stedet havde vurderet, at oplysningen om at jægersoldaterne skulle udsendes til Irak ikke havde offentlighedens interesse.
Og når skåltalerne på Gammel Strand senere i dag har ebbet ud, så venter der stadig forbundets ledelse en kæmpe opgave med at rette de fejl, de begik i forbindelse med høringssvaret til den nye offentlighedslov (...kan I sige § 24?!).
Men det var mig bekendt også en sag, der bare handlede om offentlighedens interesse, hvorfor vi jo alle kan forstå, den prioriteres lidt lavere af forbundet.
Mvh.