TV 2 Nyhederne satser på undersøgende journalistik og opgraderer sin graverafdeling fra fire til syv graverjournalister.
Gruppen skal producere unikke historier og lave undersøgende journalistik på en ny måde, hvor de inddrager alle TV 2’s nyhedsplatforme, forklarer nyhedsdirektør Michael Dyrby.
»På den ene side skal vi være dygtigere til at udnytte alle vores digitale platforme til den journalistik, som er hurtig. På den anden side skal vi stadig lave journalistik, som er særlig, vedkommende, relevant og væsentlig. Det gør vi bedst ved, at vi dedikerer nogle medarbejdere til det,« siger Michael Dyrby.
Det er planen, at gravergruppen fremover også skal samarbejde med en dokumentargruppe på fire mand, som skal lave de længere formater til TV 2.
Investerer i unik journalistik
Beslutningen om at opgradere på undersøgende journalistik kommer som en del af en lang række nye satsninger på TV 2 Nyhederne i forbindelse med den digitale omstilling, kanalen satte i gang tidligere på året.
Det har blandt andet betydet en oprettelse af TV 2’s nyhedscenter, og i begyndelsen af november sagde TV 2 farvel til 13 medarbejdere, da en række funktioner i nyhedsproduktionen blev omlagt. Det kan være, nogle bliver omplaceret i stedet.
»Vi er ved at lægge det hele om, så vi kan lave en nyhedsproduktion, der er digital og tilgodeser alle platforme. Samtidig skal vi lave dagens nyhedsproduktion smartere, så vi har nedlagt nogle funktioner, og det er de ressourcer, vi har byttet rundt på, så vi kan investere i at lave enestående og unik journalistik,« forklarer Michael Dyrby.
TV 2 forventer at slå de tre graverjobs op i dag eller i morgen. Medarbejderne skal starte hurtigst muligt, og TV 2 vil løbende løfte antallet af medarbejdere i gruppen, fortæller Michael Dyrby. Chefen for gruppen vil fortsat være Hans Peter Blicher.
Det fungerer godt med en gruppe
Det er ikke første gang, TV 2 har lavet omlægninger i deres måde at lave undersøgende journalistik på. Nogle gange har man satset på en fast gruppe, og andre gange har de undersøgende journalister indgået i vagtplanen med de øvrige medarbejdere.
»Vi har altid haft folk sat af til det, men når man laver undersøgende journalistik, så må man nogle gange ændre måden at gøre det på. Lige nu fungerer det meget godt for os at have en bestemt gruppe, som tager sig af det,« siger Michael Dyrby.
Michael Dyrby forklarer, at det typisk er hvert andet år, at kanalen omstrukturerer deres måde at lave undersøgende journalistik på. Det afhænger nemlig af de pågældende medarbejdere, hvad der fungerer bedst.
»Det har også noget at gøre med de medarbejdere, man har. Den flok, vi har nu, er god til at arbejde alene. Det, der nogle gange kan være problemet med folk, som arbejder i undersøgende grupper, er, at de kommer til at sidde for langt væk fra nyhedsdagsordenen og udkommer for sjældent,« siger Michael Dyrby.
Skal have det rette gen
Han understreger, at de medarbejdere, de har i øjeblikket, er gode til at arbejde på en måde, så det fungerer at have dem siddende i en gruppe.
»De er gode til at udkomme og skaffe sig visuel dokumentation, som er noget, vi har dyrket meget. Når vi nu laver tv, er det vigtigt, at vi får nogle billeder, så vi kan dokumentere den historie, vi gerne vil afdække,« siger Michael Dyrby.
De tre graverjournalister, som TV 2 Nyhederne nu skal ansætte, skal gerne have erfaring inden for undersøgende journalistik i forvejen, forklarer Michael Dyrby. De skal have det »rette gen«, som han udtrykker det.
»Det kræver, at man har nysgerrighed og vedholdenhed, for det er typisk mere besværligt at lave historier af den her type. Ikke tage et nej for et svar, blive ved og få afdækket de lag, der skal afdækkes, før de når frem til de gode historier. Det er folk, som godt ved, at god journalistik ikke laves mellem kl. 9 og 16,« forklarer han.
Det skal handle om mennesker
De historier, som skal graves frem, skal ikke handle om struktur og organisationer, forklarer Michael Dyrby. De skal laves på TV 2-måden, hvor der er mennesker i fokus.
»Det er principielle historier, men med mennesker. Så de skal laves på den særlige måde, som vi har dyrket, nemlig at der kommer billeder på, som er med til at dokumentere den historie, vi har valgt at dække. Det har vi gjort masser af gange, både i forhold til Christiania, kriminelle asylansøgere og rod i hjemmeplejen. Vi har efterhånden en fast tradition om, at det skal laves på en bestemt måde,« siger Michael Dyrby.
Men har undersøgende journalistik været et overset område på TV 2 den sidste tid?
»Nej, vi har haft folk på det fast i al den tid, jeg kan huske. Men vi har organiseret det på forskellige måder over perioden. Og nu har vi så fundet nogle ressourcer til at gøre det endnu tydeligere her.«
I har for nylig fyret en række medarbejdere. Var der ikke nogle af dem, som I kunne have brugt til at lave undersøgende journalistik?
»Nej. Det er nogle funktioner, vi har nedlagt. De folk, som har måttet forlade os, har gjort et strålende stykke arbejde. Men nu ændrer vi måden at arbejde på, ændrer vores work flow. Vi udnytter den teknologi, som er fremherskende. Og de ressourcer, som vi sparer der, investerer vi et andet sted,« siger Michael Dyrby.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Researchjournalistik handler ikke om et gen men om den 6. sans - den sikre fornemmelse af at du er på rette spor, at noget ikke stemmer og at der er mere at komme efter. Kan ikke læres men fremelskes alene gennem erfaring. Dyrby blander researchjournalistik og billedokumentation sammen. Dokumentationen kan være afledt af eller en tillægsgevinst under researchjournalistens arbejde. Hvis ikke bør det overlades til en medarbejder der er specialist på området, ikke til researchjournalisten.