TV 2 Nord opruster med to nye redaktionschefer.
Den ene er Anne Christensen, som kommer fra en stilling som vært på TV 2 Nord, hvor hun har været ansat i knap 10 år. Den anden er Anders Leonhard Jensen, der kommer fra B.T., hvor han har været politisk redaktør og redaktionschef.
Det oplyser TV 2 Nord i en pressemeddelelse.
”De både vil og kan være med til at lede TV 2 Nord ind i fremtiden, hvor vi vil knokle på for at levere nyheder og andet godt og relevant indhold om nordjyderne til nordjyderne,” siger Mikael Justensen, TV 2 Nords administrerende direktør, i pressemeddelelsen.
TV 2 Nords indhold skal stadig tage udgangspunkt i levende billeder.
”Men derudover er stort set ingenting, som det var, for også nordjyderne bruger nyheder og journalistik på andre måder, på andre tider af døgnet og på andre platforme end tidligere. Den udvikling skal vi ikke blot følge med i. Vi skal vise vejen, så vi sikrer nordjyderne journalistik i høj kvalitet på den måde, de vil have det, når de vil have det, og på de platforme, de vil have det. Det skal Anne Christensen og Anders Leonhard Jensen være med til at sikre,” siger Mikael Justesen.