TV 2-medarbejdere holder møde om slettet klip mandag

Alle medarbejdere på TV 2 Nyhederne og News mødes med kanalchef Mikkel Hertz mandag for at tale om det slettede klip. »Umiddelbart er der ikke sket noget forkert, men jeg har behov for at mødes med Mikkel Hertz,« siger tillidsmand Lennart Sten til Journalisten.dk.

Alle medarbejdere på TV 2 Nyhederne og News mødes med kanalchef Mikkel Hertz mandag for at tale om det slettede klip. »Umiddelbart er der ikke sket noget forkert, men jeg har behov for at mødes med Mikkel Hertz,« siger tillidsmand Lennart Sten til Journalisten.dk.

Mandag i næste uge mødes alle medarbejderne på TV 2's nyhedsredaktioner Nyhederne og News med kanalchef Mikkel Hertz for at få en forklaring på gårsdagens nyhedshistorie om et slettet klip. Klippet viser Lars Løkke Rasmussen, der skælder en journalist ud for at interviewe ham foran TV 2 uden en aftale.

Kanalchef Mikkel Hertz fik det slettet fra TV 2's arkiver, og det fik flere anonyme medarbejdere til at tale om et »angreb på den journalistiske integritet« over for Politiken.

»Nu får vi et medarbejdermøde, og så får Mikkel Hertz lov til at forklare, hvorfor han har gjort, som han har gjort,« siger tillidsmand Lennart Sten til Journalisten.dk.

Er det usædvanligt, at et klip bliver slettet fra arkiverne på denne her måde?

»Ja, det er specielt. Det almindelige er, at der kommer nogle restriktioner på et klip.«

Er der efter din opfattelse sket noget forkert i denne her sag?

»Umiddelbart er der ikke sket noget forkert, men jeg skal først have det møde med Mikkel Hertz og medarbejderne. Der er formentlig et hav af spørgsmål, og der er en masse, der er på ferie og kun har læst eller hørt om det her,« siger Lennart Sten.

Lennart Sten kan ikke kommentere på stemningen blandt medarbejderne på TV 2, da han er på ferie.

0 Kommentarer