20-årig blogger kalder det angreb på ytringsfriheden, at hans blog på TV 2's hjemmeside er blevet lukket ned. Han er politianmeldt for racisme. Bloggen er muligvis racistisk, men ikke ulovlig, svarer han.
»Som det er påvist, så vil negere fra Ekvatorial Guinea, hvor gennemsnits-intelligenskvotienten er 59, ikke få en IK på 100 ved at flytte til Europa. Derfor vil denne indvandring være direkte landsskadelig.«
Sådan skrev den 20-årige blogger Daniel Carlsen i indlægget 'Det multietniske samfund' på sin blog 'Det kommende samfund'. Daniel Carlsen har trods sin unge alder tidligere været i medierne, fordi han var medlem af Danmarks nazistparti, samtidig med at han var i den kongelige livgarde.
Bloggen var en del af TV 2's åbne blogunivers, men nu har TV 2 lukket Daniel Carlsens blog, fordi stationen mener, den er i strid med deres retningslinjer. Det skriver Politiken.dk.
I betingelserne for at have en blog hos TV 2 står blandt andet, at indholdet ikke må være »racistisk«.
»Vi har vurderet indholdet og talt med vores jurister, og vi har vurderet, at det er modstridende med vores retningslinjer. Vi har derfor besluttet at lukke den,« siger blogredaktør Ricki Melchior.
Men Daniel Carlsen føler sig uretfærdigt behandlet af TV 2.
»Jeg mener klart, at det viser, hvor TV 2 står i forhold til ytringsfriheden. Det er et hårdt slag i ytringsfriheden, at man går ind og begrænser debatten på den måde,« siger han til Politiken.dk.
Daniel Carlsen er blevet politianmeldt af en gruppe borgere, der mener, han krænker den såkaldte racismeparagraf. Men politianmeldelsen tager den unge blogger med sindsro.
»Det er fjollet. Der er ikke tale om nogen overtrædelse af straffeloven. Mit indlæg giver udtryk for en modstand mod indvandring og for, at de skal sendes hjem. Det er muligvis racistisk, men ikke ulovligt,« siger Daniel Carlsen.
Han har nu oprettet en privat blog til at erstatte den, TV 2 har lukket.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Men er det et problem at statens tv-station på den måde sætter sig til dommer i et åbent forum, før retten har talt?
Skal hele bloggen lukkes eller kunne det enkelte indlæg sættes på stand-by?
Krænkelse af ytringsfriheden? He, he.
Den 20-årige blogger Daniel Carlsen kan på under en halv time oprette sin egen blog via f.eks. Blogger eller Wordpress og skrive spalter op og ned, som han lyster.