En serie erotiske malerier på TV 2s redaktionsgange i Odense har i dag udløst en konflikt mellem medarbejdere og ledelse. Palle Strøm har beordret nedtagning af udstillingen.
Der er tale om en række malerier af nøgne kvinder og børn, som forleden blev hængt op af medarbejdernes kunstforening. Men udstillingen blev i går pillet ned på TV 2 i Odense, og nu raser kunstforeningen.
Beslutningen er taget af programdirektør Palle Strøm, som begrunder sin beslutning med hensynet til medarbejdere og besøgende.
»Vi har et ansvar, både over for de ansatte og over for de mange, som kommer på besøg. Her kommer mange børn, og jeg synes ikke, vi kan tillade os at vise de billeder frem, fordi der både er onani og kønsdele – altså noget, der tangerer pornografi. Det er ikke noget, vi uforvarende skal byde vores gæster, som slet ikke har nogen forventninger om, at de vil blive udsat for den slags,« siger Palle Strøm til Fyens Stiftstidende.
Han og den øvrige direktion har set billederne og er altså ikke begejstrede.
Men formanden for kunstforeningen på TV 2, Gert Garmund, er tydeligvis ikke enig:
»Vi har fået en henvendelse fra Lars Bennike (seernes redaktør på TV 2, red.), som snart har en rundvisning med muslimske kvinder. Derfor har han bedt om at få udstillingen hevet ned, når de skal komme forbi. Det er for langt ude,« siger Gert Garmund til Fyens Stiftstidende.
Sagen er dog i dag ude af kunstforeningens hænder og er et rent direktionsanliggende.
De 'forbudte' billeder kan ses her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.