TV 2 Sputnik erstattes nu af TV 2 Play, der skal gøre det lettere at se populære tv-programmer på net, mobil og tablets. TV 2 Play kommer til at koste 119 kroner om måneden.
I dag lancerer TV 2 en ny portal, der skal samle koncernens tv-tilbud til net, mobil og tablets i én portal. Her kan seerne se alle TV 2's kanaler live og de mest populære programmer on demand.
I første omgang virker TV 2 Play kun til iPhone og iPad, men andre mobiler og tablets skulle være på vej, ligesom flere Smart-tv-modeller.
Pointen er at skabe et univers til de mange seere, der gerne selv vil bestemme, hvornår de ser deres yndlingsprogrammer. TV 2 Play kommer til at koste 119 kroner om måneden.
»Ud over et større udbud af live- og on demand-tv har vi arbejdet en del med design og navigation, og så introducerer vi en helt ny teknologi, der giver kunderne den bedste kvalitet, deres udstyr og forbindelse kan håndtere – en teknologi, der virker på både små og store skærme. Så vi er klar til den store sportssommer med både EM i fodbold, Tour de France og OL i London, der naturligvis kan ses på TV 2 Play,« udtaler kommerciel chef for TV 2 Play, Jan Færch, i en pressemeddelelse.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.