TV 2 kryber til korset i sagen om Wikipedia-snyd

Go' Morgen Danmark indrømmer nu, at man onsdag i sidste uge både løj og misinformerede om Wikipedia. I dagens program læste Cecilie Frøkjær berigtigelsen op. Se indslaget her. (opdateret kl. 10:18)

Go' Morgen Danmark indrømmer nu, at man onsdag i sidste uge både løj og misinformerede om Wikipedia. I dagens program læste Cecilie Frøkjær berigtigelsen op. Se indslaget her. (opdateret kl. 10:18)

Fem dage efter Go' Morgen Danmark bragte det stærkt kritiserede indslag om internet-encyklopædien Wikipedia, erkender tv-programmet nu, at man begik flere fejl.

Fredag sagde TV 2-redaktør Jes Schrøder ellers til Journalisten.dk, at der intet var at komme efter. Ifølge Jes Schrøder var der alene tale om »et satirisk indslag«, og trods masser af kritik ville det ingen redaktionelle konsekvenser få. 

Men her til morgen i dagens udgave af Go' Morgen Danmark læste Cecilie Frøkjær en berigtigelse op, hvor hun sagde:

"Så skal vi have en berigtigelse
For i onsdags sagde vi her i programmet, at det brugerstyrede internet-leksikon Wikipedia ingen opsyn har med forkerte oplysninger. Det var ikke korrekt. I Danmark holder faktisk en gruppe almindelige brugere øje med ændringer.
Og så skal jeg også desuden beklage, at det fremstod, som om flere opdigtede oplysninger om min medvært Anders Breinholt og mig selv rent faktisk var lagt ud på Wikipedia. Det var ikke tilfældet.
Så vi beklager unøjagtighederne."

(se video-indslag med Cecilie Frøkjær her, hvor hun læser ovenstående op.)

Dermed har TV 2 og Go' Morgen Danmark måttet erkende, at man i sidste uge både løj og misinformerede om Wikipedia.

Sagen diskuteres nu videre i en række internetfora. Blandt andet på Twitter, hvor sagen nu går under navnet #tv2wikigate. Se her de seneste kommentarer på Twitter

Læs også interviewet med Jes Schrøder fra i fredags, hvor han blandt andet svarer på følgende spørgsmål:

Sammenblandingen af underholdning, journalistik og nu også hjemmeproducerede løgne om Cecilie Frøkjær og Anders Breinholt er vel ikke en public service-stations fremmeste opgave?

»Det er helt klart public service, at man på underholdende vis fortæller tankevækkende om ting, der findes ude i samfundet. Eksempelvis de her selvredigerende leksika. Det er lige præcis kernen i åbningen på den her værtssnak (i Go' Morgen Danmark, red.). Der finder vi absolut noget, der er public service-tv. Lige præcis det der vil jeg kalde public service,« sagde Jes Schrøder i interviewet med Journalisten.dk 

Alt om #tv2wikigate – og hvem, der sagde hvad hvornår – kan læses her på denne tidslinje.

0 Kommentarer