TV 2/Danmark erkender nu, at hovedkanalen sidste efterår foretog retsstridige klip i dokumentarfilmen »Mig og Naser«. Instruktør og klippper får nu økonomisk kompensation.
Sagen trak overskrifter i efteråret 2007, da TV 2 uden filminstruktørens og kilpperens vidende ændrede i indholdet af filmen kort tid inden den skulle sendes. Og dermed forbrød stationen sig med den såkaldte droit moral bestemmelse i ophavsretsloven, skriver Dansk Journalistforbund.
Konkret handler sagen om en scene i dokumentarfilmen »Mig og Naser«, hvor man ser en udbrændt bil på Nørrebro. Den skulle illustrere Muhammed-krisen, selv om den intet havde med Muhammed-krisen at gøre. Efter kritik og beskyldninger om manipulation i blandt andet Nyhedsavisen valgte TV 2 så at klippe scenen ud i aller sidste øjeblik – men uden at spørge hverken filminstruktøren eller filmklipperen. Og det til trods for, at filminstruktør Cathrine Asmussen havde det sidste ord i forhold til indholdet af filmen ifølge kontrakten.
Nu et år efter indrømmer TV 2/Danmark så, at det var i strid med reglerne og er gået med til at give filminstruktør Cathrine Asmussen og filmklipper Yrsa Wedel 30.000 kr. samlet i kompensation.
Dansk Journalistforbund betegner sagen som principiel og med forliget, som er indgået mellem TV 2/Danmark på den ene side og Danske Filminstruktører og Dansk Journalistforbund på den anden, forpligter TV 2/Danmark sig til ikke i fremtiden at bringe den ændrede version af »Mig og Naser«.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.