Schweiz fungerer meget bedre end Danmark, og det skyldes i høj grad lav skat. Sådan lød hovedbudskabet i et indslag, som TV 2 Nyhederne bragte mandag i sidste uge »for at få lidt inspiration udefra« til forhandlingerne om vækstplanen.
Indslagets konklusioner om høje lønninger, lav skat og et yderst velfungerende samfund bygger blandt andet på bogen 'The Good Society', som er skrevet af flere forskere, der i indslaget bliver præsenteret som »uafhængige«. Hovedforfatteren til bogen er dog forskningschef i den liberale tænketank Cepos, og den manglende varemærkebetegnelse bliver kritiseret af forfatter og samfundsdebattør Lars Olsen i en klumme på 3F’s hjemmeside.
»Jeg synes, man ukritisk viderebringer noget, der i virkeligheden er lidt liberalistisk propaganda. Afsenderne bliver ikke præsenteret tydeligt og med den politiske agenda, de har, og grundene til, at forholdene i Schweiz er, som de er, bliver ikke diskuteret seriøst,« siger Lars Olsen til Journalisten.
Han påpeger også, at den bosiddende dansker i Schweiz, finansmanden Lars Tvede, der ligeledes roser landet til skyerne i indslaget, er en liberal debattør og forfatter. Indslaget nævner blandt andet, at kriminaliteten er lavere, lønnen er højere, og sygehusvæsnet fungerer bedre end i Danmark, og succesen kan i høj grad tilskrives privatisering, decentralt styre og lav skat:
»Man siger ikke noget om, at man eksempelvis har en meget stor finanssektor, som gør, at mange tjener godt, og arbejdsmarkedet derfor ser anderledes ud end i Danmark,« siger Lars Olsen.
Journalisten bag indslaget, Karsten Lund, påpeger, at de andre forfattere til bogen er uafhængige:
»Og i øvrigt behøver det ikke være forkert, bare fordi han er fra Cepos. Jeg mindes ikke, at der er nogen, der har taget Cepos i en faktuel fejl nogensinde,« siger Karsten Lund, der mener, at Cepos til en vis grad er uafhængig omkring det emne, indslaget beskriver:
»Jeg går da ud fra, at de er uafhængige i den sammenhæng, at de skal sammenligne Danmark med Schweiz,« siger Karsten Lund, der mener, at kritikken fra Lars Olsen »retter skytset forkert«.
»Han skal komme med noget mere konkret, som er forkert. Jeg blev selv efterfølgende opmærksom på, at der er nogle meget dyre ting i Schweiz, som ikke er nævnt i rapporten. Eksempelvis daginstitutioner og ældrepleje. Det var der nogle kloge seere, der gjorde mig opmærksom på,« siger Karsten Lund, der afviser, at det skulle være et problem at vælge Lars Tvede som case:
»Det er da klart, at vi fortæller den historie, som Lars Tvede fortæller. Det gør vi, fordi vi synes, den er interessant. Men vi har altså interview med Bjarne Corydon bagefter, som er finansminister og socialdemokrat,« siger Karsten Lund.
Redaktionschef på TV 2 Nyhederne, Hans Peter Blicher, har efter artiklens publicering skrevet en kommentar i en email. Han påpeger, at indslaget fra Schweiz var et delelement i et interview med finansminister Bjarne Corydon, og det skal ses som et ”udvidet spørgsmål”, som finansministeren fik tre minutter til at svare på.
Omkring brugen af Lars Tvede som case afviser Hans Peter Blicher, at han fremstår som tilfældig udvalgt:
”Herefter introduceres Lars Tvede med ordene ”Der en udmærket udsigt fra Lars Tvedes dagligstue” mens man ser fra en palæ-lignende villa ud over et eksklusivt alpelandskab. Seerne er således ikke i tvivl om, at der bestemt ikke er tale om nogen ”tilfældig udlandsdansker”. Lars Tvede er velhavende. Meget velhavende. Og det er med det perspektiv, seerne introduceres for hans synspunkter og observationer,” skriver Hans Peter Blicher.
Han svarer i mailen ikke på, om TV 2 mener, at CEPOS kan betegnes som uafhængig i denne sammenhæng.
Opdateret 25. juni 14.25: kommentar fra Redaktionschef på TV 2
7