Den 27-årige TV 2-journalist Nagieb Khaja er tilbage i Danmark efter en reportagetur til Afghanistan, hvor han blev tilbageholdt af en ukendt gruppering.
TV 2-journalisten har afghanske rødder og rejste ifølge Jyllands-Posten til Helmand-provinsen i januar for at etablere kontakt til oprørere fra Taleban-militsen.
Efter den ufrivillige tilbageholdelse kom han dog tilbage til Danmark i lørdags, hvor han blev genforenet med sin familie, oplyser TV 2.
Journalisten var på reportagerejse i Afghanistan, hvor han arbejdede på en dokumentarudsendelse, der gik bag om Talebans linjer.
»Det har naturligvis været en ubehagelig oplevelse for journalisten, men han har det efter omstændighederne godt og er i gode hænder. Han har fået tilbudt al den støtte, krisehjælp og psykologbistand, der måtte blive brug for,« siger souschef i TV 2s Nyhedsafdeling Hans Peter Blicher.
Han slår fast, at reportagerejsen til Afghanistan var særdeles godt forberedt, og at rejsen aldrig var blevet sat i gang, hvis TV 2 havde vurderet, at den ville være uforsvarlig at gennemføre.
»Afghanistan er et risikoområde, så der blev lavet en grundig risikovurdering, der mundede ud i, at reportagerejsen var forsvarlig at gennemføre. Der er altid risiko i et risikoområde, og derfor laves der sikkerhedsvurderinger ved rejser til f.eks. Gaza, Irak og Afghanistan, ligesom der tidligere blev lavet for rejser til Balkan.«
Forud for rejsen til Afghanistan havde TV 2 og journalisten gennemført en lang række undersøgelser og forberedelser, herunder en researchtur til Afghanistan i slutningen af 2007 og et omfattende sikkerhedskursus til journalisten hos et firma i England. Under rejsen var der fast kontakt mellem TV 2 og journalisten i Afghanistan, indtil den danske journalist og hans lokale fotograf kom i problemer.
Under tilbageholdelsen af journalisten indgik TV 2 i dialog med en række myndigheder og allierede sig ligeledes med en international og særdeles respekteret samarbejdspartner. Ifølge Jyllands-Posten blev der stillet krav om en bestemt løsesum for frigivelse af journalisten.
»TV 2 kan ikke bekræfte Jyllands-Postens oplysninger om størrelsen på en eventuel løsesum. Men vi kan slå fast, at der ikke er udbetalt løsesum i forbindelse med frigivelsen af journalisten,« siger Hans Peter Blicher.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.