TV 2 interviewer Lars Løkke under protest – Ritzau nægter

Toppolitikerne stiller i stigende grad krav til hvilke spørgsmål, journalisterne må stille, før de stiller op til interview. Men nu begynder store medier som Ritzau, TV 2 og DR også at sige fra. Altså nogle gange. Eks-spindoktor Michael Kristiansen roser medierne. (opdateret torsdag)

Toppolitikerne stiller i stigende grad krav til hvilke spørgsmål, journalisterne må stille, før de stiller op til interview. Men nu begynder store medier som Ritzau, TV 2 og DR også at sige fra. Altså nogle gange. Eks-spindoktor Michael Kristiansen roser medierne. (opdateret torsdag)

Tirsdag var det Helle Thorning-Schmidt, der kun ville interviewes til tv om sin skattepolitik, hvis hun var garanteret ikke samtidig at få spørgsmål til kritikken af politisk ordfører Henrik Sass Larsen.

Den garanti nægtede både DR Nyheder og TV 2 dog at give hende. Og efterfølgende forklarede DR Nyheders nyhedschef, Ulrik Haagerup, over for dr.dk, at medierne – herunder også DR – naturligvis har et ansvar og forpligtelse til at stille de rigtige og relevante spørgsmål på offentlighedens vegne. Og er det ikke muligt, så skal politikerne ikke have lov til at bestemme betingelserne.

"Derfor må vi desværre i aften undvære en kommentar fra Helle Thorning," udtalte Ulrik Haagerup i går til Dr.dk.

I dag onsdag var det så statsminister Lars Løkke Rasmussen, der forsøgte at stille krav forud for et interview. Han ville kun spørges om klimaet og det igangværende G8-topmøde – intet andet, skriver Ritzau.

Men hvor både DR og TV2 i går afviste Helle Thorning-Schmidt, så takkede begge tv-stationer til gengæld i dag ja til interview med Lars Løkke Rasmussen på netop de betingelser, som statsministeren stillede.

TV 2's politiske redaktør, Henrik Qvortrup, har dog protesteret til Statsministeriets pressechef.

"Vi har meddelt Statsministeriet, at vi gerne vil interviewe statsministeren om hans syn på G8-topmødet. Det er et interview, som vi ikke vil snyde vores seere for. Men jeg har personligt meddelt statsministerens pressechef, at det sker under protest, fordi vi er af den opfattelse, at det er en uskik, at man præsenteres for allehånde betingelser for at kunne lave interviews," lyder det blandt andet fra Qvortrup, der mener de mange forhåndskrav er ved at gribe om sig.

Ritzau ønskede for sin part at stille spørgsmål til statsministeren ud over klimaspørgsmålene og takkede derfor nej, skriver Ritzau.

Efterfølgende har den tidligere spindoktor for Anders Fogh Rasmussen, Michael Kristiansen, rost medierne for at gå uden om krævende politikere. Til Politiken.dk siger han blandt andet:

»Det er klogt, at medierne siger fra. Der er ingen tvivl om, at de er nødt til at reagere over for den iscenesættelse, politikerne opstiller omkring sig selv.«

Michael Kristiansen mener, at hvis politikernes krav gik rent igennem, ville mediernes rolle som kritisk vagthund være helt udspillet.

»Hvis medierne kun taler med politikerne om dét, politikerne vil sige noget om, på de tidspunkter de vil, så er vi tilbage til partipressen og rent mikrofonholderi,« siger Michael Kristiansen til Politiken.dk.  

Læs også: Politikere får mere magt over medierne

8 Kommentarer

Michael Jørgensen
16. JULI 2009
Re: TV 2 interviewer Lars Løkke under protest - Ritzau nægter

Der er noget, der undrer mig...

I EU er der mange brede samarbejder mellem journalister og medier om den samme historie. Det giver medierne en vis power overfor politikere og presserådgivere, når en kilden sag skal belyses.

I Danmark derimod er medier og journalister hinandens værste fjender. Så meget bekæmper de hinanden (især på borgen) for at få ekslusivitet eller at komme først, at historien synes at gå tabt i kampen.

Jeg kommer for eksempel i tanke om dengang, den forrige statsminister ikke ville interviewes af en bestemt journalist om gundlaget for at Danmark gik i krig i Irak.

Hvorfor var der ingen som helst andre medier eller journalister, der ved pressemøderne tog kampen op, og stillede de spørgsmål på vegne af Bo Elkjær? Var det fordi, man var bange for, at statsministeren ikke ville snakke med dem siden hen? Hvor meget vagthund er der lige i det?

Hvorfor er det, man ikke ser det samlede pressekorps blive ved med at spørge socialdemokraterne om, hvad de mener om kritiken af Sass-Larsen?

Det er tydeligt for enhver, at solidaritet mellem journalister er virtually ikke eksisterende på borgen (og i resten af DK?), men hvorfor lader man politikerne køre pressen rundt i manegen på den måde?

Det er jo udelukkende til politikernes fordel, at pressen bekæmper hinanden på denne måde. Taberne er publikum, der ikke får de relevante svar, men til gengæld ser journalister og presse gøre sig selv totalt til grin.

Det samme gør sig i øvrigt i særlig absurd grad gældende når det handler om kongehuset. Det er jo decideret pinligt sådan som pressen logrer for dem, der bruger skattepenge på den måde...

Lige mine two cents...

/Michael

Peter Jespersen
16. JULI 2009
Re: TV 2 interviewer Lars Løkke under protest - Ritzau nægter
Den del med protesten er dog godt nok vattet.
Peter Hansen
12. JULI 2009
Re: TV 2 interviewer Lars Løkke under protest - Ritzau nægter
Kære TV2. I skulle skamme jer. Protestere? Det er jo ikke det det drejer sig om, men hvem der bestemmer spørgsmålene. Med venlig hilsen Peter Hansen
Morten Jacob Houring
10. JULI 2009
Re: TV 2 interviewer Lars Løkke under protest - Ritzau nægter

Medierne har fat i noget helt centralt her. Hvis vi ikke vil ende med at miste vores funktion som 4. statsmagt, er det på tide at sige fra overfor politikernes krav. 

Tendensen til at tie ubehagelige sager ihjel har efterhånden grebet om sig på begge fløje i dansk politik. Det er en kedelig udvikling, som begrænser borgernes mulighed for at stille politikerne til ansvar. Godt at se at man er begyndt at sige fra, og at politikernes tavsheds-metoder nu bliver bragt frem i lyset.

Forhåbentlig kan mediehusene droppe mikrofon-holderiet, og i stedet lave historier om politikere der ikke er deres ansvar modent.

Peter Jespersen
9. JULI 2009
Re: TV 2 interviewer Lars Løkke under protest - Ritzau nægter
Tja - det er jo et stykke som Michael Kristiansen selv har sat op.

Flere