USANDT. I Journalisten 25. marts fremlægger Morten W. Langer en række usande beskyldninger i en såkaldt analyse af TV 2's økonomi og konkluderer på den baggrund, at TV 2 tegner et fordrejet billede af virksomhedens situation.
Morten W. Langer kalder det blandt andet mærkværdigt, at bankerne skulle have sagt nej til at låne TV 2 flere penge. Faktum er, at TV 2 rendte fra den ene bank til den anden for at få skaffet den nødvendige finansiering, og det ville da være ganske uhørt, hvis vi opfandt et sådant argument, uden at det havde hold i virkeligheden. Faktum er også, at TV 2 var igennem en hård sparerunde, hvor radioen og New Bizz lukkede, stillinger blev nedlagt, og vi sagde farvel til mere end 130 medarbejdere. Kald det en kunstigt skabt krise én gang til!
Morten W. Langer fremkommer med en lang række påstande i forhold til TV 2's regnskaber, men det er åbenbart nødvendigt at understrege, at vores regnskaber naturligvis er aflagt i overensstemmelse med de gældende standarder og er godkendt og revideret af revisorer. Derudover er alle de seneste analyser om TV 2 udført af PriceWaterhouseCoopers, men dem stoler Morten W. Langer måske heller ikke på? Han har tydeligvis ingen tillid til de danske mediepolitikere, når han tror, at de lader sig spinne til en ugennemtænkt beslutning.
Redningsplanen for TV 2 handler om langsigtede problemer for hovedkanalen. Det har derfor aldrig været et tema, om TV 2 samlet gav over- eller underskud i 2008, og vi har aldrig lagt skjul på, at nichekanalerne ville bidrage positivt til det samlede resultat. Det ændrer i øvrigt ikke på det faktum, at vi nu står med et eskalerende problem med hovedkanalens – og dermed TV 2's økonomi. I første kvartal i år er reklameomsætningen faldet 20 procent, hvilket svarer til, at vi på årsplan kommer til at mangle over 300 mio. kr. Det er et faktum og ikke spor fordrejet, og skulle Morten W. Langer og andre ønske at gøre det, som Journalisten ikke formår – nemlig at komme til bunds i denne sag – er alle velkomne til at læse den række uddybende svar, TV 2 har afleveret til Kulturministeriet. •
Anne-Mette Bro Jöhncke, presse- og
kommunikationschef, TV 2|DANMARK
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.