
TV 2 vil tage kampen op mod Facebook og Google med mere direkte markedsføring. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Da TV 2-regionerne blev opfundet, blev der placeret et hovedkvarter med en sendemast otte steder på danmarkskortet.
Men når en ejendomsmægler fra Rødekro skal annoncere, giver det ikke nødvendigvis mening at komme ud til hele TV Syds dækningsområde.
Derfor overgår TV 2 i det nye år til en løsning, hvor man ikke kan købe regionale annoncer til flow tv på TV 2’s hovedkanal omkring de regionale udsendelser længere.
Mere direkte kontakt
I stedet bliver annoncerne såkaldte addressables, som er en hybrid mellem den traditionelle tv-reklame og digital. De udkommer på streamingtjenesten TV 2 Play, hvor man i langt højere grad kan ramme lige præcis den målgruppe, man er interesseret i at få fat i.
”TV 2 Play er væsentligt mere målretningsbart, og i forlængelse af TV 2 Plays rivende udvikling har vi udviklet det her i takt med, at annoncørerne af egen drift flyttede sig mere over til den her form for annoncering. Og så har vi udviklet et bookingsystem, hvor ejendomsmægleren fra Rødekro selv kan definere og bestille kampagnen,” fortæller TV 2 Reklamesalgs salgsdirektør, Peter Olafsson, til Journalisten.
Helt lavpraktisk kunne TV 2 altså se, at de regionale kunder i højere grad bestilte målrettede kampagner på TV 2 Play, og at de nationale kunder i stigende grad købte sig ind på de regionale blokke på hovedkanalen på tværs af regionerne. Fremover vil de traditionelle tv-reklamer på flow tv kun sælges som nationale kampagner.
Ifølge Peter Olafsson handler det primært om at byde Facebook op til dans. Hvis man har arbejdet med annoncering på Facebook, ved man, at man her kan målrette sine kampagner helt ned på brugernes interesser. TV 2 skyder i overført betydning mere med spredehagl med traditionelle reklamer, men med TV 2 Play har tv-stationen fået nye værktøjer til at blive mere præcise i annonceringen.
”Det her er tænkt som et meget værdigt supplement eller alternativ til Facebook. Vi ser jo hård konkurrence derfra,” siger Peter Olafsson, der også fortæller, at det ikke rykker ved sendetidspunkterne på de regionale udsendelser.
Kampen mod Facebook
Faktisk er det allerede sådan i dag, at man som live-seer på TV 2 Play udsættes for liveblokke, der er målrettet en selv som TV 2 Play-kunde.
Netop Facebook og Googles store indhug på annoncemarkedet har ført til debat blandt landets medier. Peter Olafsson ser dog ikke TV 2’s indtog på arenaen som noget, der vil påvirke for eksempel lokal- og regionalavisers vilkår på annoncemarkedet.
”Det her gør hverken fra eller til i forhold til den situation, de sidder i. Hvis man er i markedet for det her produkt, så tror jeg ud fra min egen vurdering, at det er målrettet dem, der i forvejen bruger Facebook, og måske mere end de egentlig har lyst til,” siger han.
For nuværende kan han ikke svare på, om det vil ”dumpe” priserne på annoncemarkedet:
”Her og nu kommer du til at betale for den målgruppe, du reelt efterspørger, hvor man tidligere har betalt for at nå den store, brede målgruppe.”
Hvis man for eksempel bare var interesseret i at sælge tastaturer til computerspillere, var det tidligere mindre effektivt at søsætte en bred kampagne på flow-tv:
”Det kan i udgangspunktet godt blive dyrere, men mere effektivt, for nu rammer du kun dem, du vil ramme,” siger han.
Ændringerne forventes at træde i kraft i løbet af foråret 2022.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.