
Foto: Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (red. Jo)
TV 2 og mediets administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, frifindes for at have krænket en læges ære i programmet ’Operation X – Lægens livsfarlige operationer’.
Det har Retten på Frederiksberg netop afgjort, skriver Ritzau.
Programmet gav ifølge lægen det indtryk, at det var forbundet med høj risiko for patienterne at blive opereret af ham, og det nedbragte hans indtjening.
Udgaven af ’Operation X’ afdækkede en dansk læge, der de seneste år har udført hundredevis af fedmeoperationer på et hospital i Grækenland. Programmet blev sendt i 2020 og handler om, hvordan adskillige danske patienter er endt på danske sygehuse med alvorlige komplikationer efter at være blevet opereret af lægen i Athen.
Sagsøgt for en million kroner
Udsendelsen fik den danske læge til at lægge sag an mod TV 2, som han sagsøgte for 1,4 millioner kroner. Derudover krævede lægen en godtgørelse for tort på 100.000 kroner, hvilket bragte det samlede krav op på 1,5 millioner kroner.
Men han tabte altså sagen og skal også betale sagens omkostninger til TV 2 og Anne Engdal Stig Christensen.
Erstatningssagen begyndte i januar, hverken TV 2 eller lægen Nikolas Valsamidis – eller for den sags skyld hans advokat Heidi Højmark Helveg – ville på det tidspunkt udtale sig om, hvorfor TV 2 blev hevet i retten.
Nikolas Valsamidis har over for TV 2 afvist, at de fedmeoperationer, han udfører på sine patienter, skulle give flere eller værre komplikationer end gennemsnittet.
”Jeg har opereret cirka 150 danskere siden 2015, og af de her 150 vil jeg vove at påstå, at over 90 procent har det rigtig, rigtig godt,” sagde han i forbindelse med udsendelsen i 2020.
Af udsendelsen fremgik det dog også, at omkring en fjerdedel af Nikolas Valsamidis patienter mangler i opgørelsen. Det er desuden uklart, hvor mange af hans 150 danske patienter som er medregnet. Derfor var det ikke muligt for TV 2 at efterprøve tallene i opgørelsen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.