TV 2 forventer nu pludselig et overskud i 2008

Knap er redningspakken til TV 2 kommet i hus, før TV 2 melder ud, at man forventer et langt bedre resultat for 2008 end hidtil oplyst. Minus er nu forvandlet til plus. 2009 er dog startet med betydelig nedgang i reklameomsætningen.

Knap er redningspakken til TV 2 kommet i hus, før TV 2 melder ud, at man forventer et langt bedre resultat for 2008 end hidtil oplyst. Minus er nu forvandlet til plus. 2009 er dog startet med betydelig nedgang i reklameomsætningen.

Ifølge TV 2 tegner det foreløbige resultat for 2008 til at vise et mindre overskud før skat på cirka 20 millioner kroner. Det er en markant forbedring i forhold til året før, og bedre end tidligere forventet, hedder det i pressemeddelelsen. Hidtil har man talt om et minus på først 120-140 millioner og siden lød 30-60 millioner kroner. Og nu melder man om et decideret plus.

"At vi nu forventer et lille overskud i 2008 er et flot resultat i en meget svær periode. TV 2's medarbejdere har ydet en imponerende indsats og kan tage en stor del af æren for, at vi kan se frem mod et markant bedre resultat end i 2007. Virksomheden har i det forgangne år handlet ansvarsbevidst og fornuftigt, og jeg er på vegne af bestyrelsen meget tilfreds," siger TV 2's bestyrelsesformand, Lars Liebst.

Mens TV 2 altså forventer et overskud i 2008, fik tv-stationen i 2007 et underskud før skat på 213,5 millioner kroner. De omfattende besparelser sidste år, hvor mere end 200 medarbejdere blev fyret, kan altså nu ses på bundlinjen.

2008-resultatet er bedre end tidligere meldt ud, fordi 4. kvartal blev bedre end forventet, og fordi tv-reklameomsætningen er faldet mindre end estimeret, lyder forklaringen fra TV 2's ledelse.

I de just overståede politiske forhandlinger om en redningspakke til TV 2, var det netop den dårlige økonomi og udsigten til ringere indtægter, som indgik som argument i forhandlingerne. Flere gange argumenterede konkurrenterne for, at situationen ikke var så alvorlig for TV 2, som den blev gjort til.

"Det er en god nyhed, at vi nu kan opjustere forventningerne til resultatet for 2008, og at de store besparelser, som TV 2 har været igennem i løbet af året, nu udmønter sig i konkrete resultater. Det ændrer dog ikke på, at hovedkanalens forretningsmodel er yderst sårbar. Det understreges af, at TV 2 – som konsekvens af bl.a. finanskrisen – desværre er startet 2009 med en betydelig nedgang i reklameomsætningen," siger TV 2's adm. direktør, Merete Eldrup, der så sent som i går gjorde det klart, at nye fyringer kan komme på tale i 2009.

Det endelige resultat for 2008 offentliggøres i forbindelse med bestyrelsesmødet den 30. marts.

Læs også: SBS-boss: TV 2 klynker

(opdateret 14:23)

0 Kommentarer