Det var en fejl, at pokerspiller Theo Jørgensens hemmelige adresse kunne genkendes i TV 2-indslag om hjemmerøveriet, hvor han blev skudt i benet. "Vi har ikke gjort noget ulovligt, men vi burde ikke vise de billeder," siger kanalchef Mikkel Hertz til journalisten.dk
TV2 Nyhederne i forgårs klokken 19 viste detaljer, der gjorde det muligt at genkende pokerstjernen Theo Jørgensens hjem. Indslaget handlede om det grove røveri, pokerspilleren blev udsat for søndag aften på sin ellers hemmelige adresse, hvor han blev skudt to gange i benet.
Men efter 36 timers mediestorm har Theo Jørgensen skrevet en mediekritisk opdatering på sin Facebook-profil:
"Kan konstatere at store medier som TV2, BT og EB alle tre har været dybt forarget over det grusomme overfald. I samme åndedrag har de alle forklaret hvordan personer som mig beskytter min familie ved at have hemmelig adresse og telefon nr for at undgå disse tilfælde. Det bakker de selvfølgelig op med store billeder af vores hus, fra luften, stranden, vejen med vejnavn og endda i flere tilfælde billeder af min kones bil med dertilhørende nummerplade," lyder det i en statusopdatering.
Han slutter af med at skrive:
"Vil som udgangspunkt hellere tage 2 skud i det andet lår end udtale mig til et af de tre medier i denne her sag."
TV 2: Det var en fejl
Kanalchef på TV2 News Mikkel Hertz har ikke set kritikken fra Theo Jørgensen, før journalisten.dk ringer. Men han erkender, at TV 2 har vist billeder, der gjorde det muligt at genkende pokerspillerens adresse. Der er blandt andet vist billeder optaget fra TV 2's helikopter. Og det var en fejl at vise den slags billeder.
"I nyhederne fra morgenstunden viser vi ikke billeder, hvor man efter min vurdering kan genkende huset og adressen. Det er et bevidst valg. Men i 19-nyhederne samme aften viser vi desværre billeder, hvor man kan genkende huset og finde frem til adressen. Der er sket en fejl," siger Mikkel Hertz til journalisten.dk.
Han tilføjer:
"Vi har ikke gjort noget ulovligt, men vi burde ikke vise de billeder."
Ifølge Mikkel Hertz er der sket en smutter i kommunikationen på TV 2.
"Vi viser masser af billeder af huse og steder, der er genkendelige, selv om der er sket en forbrydelse. Men lige præcis her burde vi undlade at gøre det. Der er sket et kommunikationssvigt."
"Redaktionen har om morgenen truffet en beslutning: Vi bringer ikke billeder, så huset kan genkendes. Når vi lægger en linje, skal den kommunikeres videre, og hvis den skal lægges om, skal nogen aktivt tage stilling til det. Derfor sendte vi også en mail ud til redaktørerne efter den 19-udsendelse. Jeg troede faktisk, vi havde gjort det før," siger Hertz.
Ekstra Bladet afviser kritikken
Politiken.dk konfronterede i aftes Ekstra Bladets ansv. chefredaktør, Poul Madsen. Han afviste dog, at hans avis havde vist billeder eller bragt beskrivelser, der kunne vise læserne, hvor Theo Jørgensens adresse er.
»Vi har ikke bragt billeder af hans hus i dagslys eller billeder af hans kones bil og nummerplade. Vi har faktisk også fravalgt at bringe adressen på gerningsstedet,« siger Poul Madsen til politiken.dk.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Klassisk journalister, når de laver en fejl der kan få betydning for ofrene. Man siger et lille bitte og ligegyldigt undskyld, men slår samtidig fast at man ikke har gjort noget ulovligt. Man kan så undre sig over, hvordan en journalist er i stand til at gennemskue lovgivning af den her type. Men viser det sig at det alligevel var ulovligt, får vi vel det klassiske svar om at "jeg er ikke jurist".
Og så undrer journaliststanden sig over, hvorfor den ikke anses for troværdig.