TV 2 opretter nu en ombudsmand, der kan tage seernes og lytternes parti og hjælpe dem, hvis de vil klage. Målet er en win-win situation, siger TV 2-direktør.
TV 2 bliver nu det fjerde medie i Danmark, der får en ombudsmand til at tage modtagernes parti. I det næste nummer af Journalisten slår TV 2 en stilling op som 'seernes og lytternes redaktør'. I forvejen har Politiken, Fagbladet Sygeplejersken og Danmarks Radio en sådan stilling.
TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup, lægger da heller ikke skjul på, at inspirationen til stillingen er hentet hos konkurrenterne:
»Det er en pendant til DRs seerredaktør, det er der jo ingen tvivl om. Men jeg synes, at det er en god ide og en rigtig god ordning, at der er nogen med fokus på klagebehandlingen. Med alle de nyheder og programmer, vi sender, synes jeg, at det er nødvendigt,« siger hun.
Folketinget har med medieforliget pålagt TV 2 at oprette stillingen som seer- og lytterredaktør. Men ifølge Merete Eldrup kan det også komme både TV 2 og brugerne til gode.
»Jeg håber, at vi får en endnu bedre dialog med vores lyttere og seere ud af det her, og at de, der klager, nu får en endnu bedre behandling,« siger hun.
På europæisk plan er der cirka 25 lignende ombudsmænd, så med de nu fire stillinger går Danmark i spidsen på området.
Læs også artiklen: Konstitueret direktør: Seerredaktør kan åbne TV 2.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.