
Ifølge TV 2-stationen har de fået garantier om, at de kan arbejde frit. Foto: Evgenia Novozhenina/Reuters/Ritzau Scanpix
TV 2 er tilbage i Rusland for at lave historier om det land, som sidste år invaderede naboen Ukraine.
Tv-stationen er tilbage i Rusland efter et års fravær, skriver den på sin hjemmeside.
TV 2’s korrespondent Anders Lomholt og fotograf Anders Bach har været i Moskva siden mandag. Det er blot anden gang efter russernes invasion af Ukraine sidste år, at TV 2 er i Rusland.
TV 2: Ikke underlagt censur
Duoen har ifølge TV 2 ”fået lov til at rejse frit rundt og rapportere fra Rusland uden restriktioner eller krav fra de russiske myndigheder”.
”Vi er vant til at arbejde i lande med presseforhold, som er meget anderledes end i frie vestlige lande. Det vigtigste er her, at vi ikke er underlagt nogen forhåndscensur,” siger TV 2’s udlandschef, Jakob Vissing, til TV 2’s hjemmeside.
”Vi kan stille de spørgsmål, som vi vil, og tale med dem, der har lyst til at tale med os. Og det er altafgørende for at kunne rapportere objektivt,” siger han.
Han ser TV 2’s tilstedeværelse som en ”unik mulighed” for at dække forholdene i Rusland, da mange vestlige medier ikke har adgang til landet.
Trak sig sidste år
TV 2 valgte i marts 2022 at trække sig ud af Rusland. Det skete som en konsekvens af, at de russiske myndigheder strammede lovgivningen for journalisters arbejde gevaldigt.
Blandt andet betyder det, at det kan koste op til 15 års fængsel at sprede ”falske nyheder” om krigen i Ukraine.
Anders Lomholt, som nu er tilbage i Rusland, var i august sidste år sammen med andre vestlige journalister i Rusland. Dengang inviteret på en pressetur arrangeret af den russiske stat.
Det har ikke været uden problemer, at han er kommet tilbage til Rusland.
”Tolderne i lufthavnen tilbageholdt alt vores udstyr, fordi de ikke ville anerkende vores papirer og mistænkte dem for at være forfalskede,” siger Lomholt.
Han og fotografen rejste videre uden udstyret, og de måtte senere leje noget nyt udstyr i Moskva.
”Nogle fortæller os, at vi er blevet fanget i noget tilfældigt bureaukratisk rod. Andre siger, at det her er lige præcis den form for russisk chikane, som vestlige journalister udsættes for,” siger Lomholt.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.