Transparency International har uddelt deres åbenhedspris for første gang. Prisen går til whistleblowerorganisationen Veron og gravergrupperne på TV 2 og Berlingske.
Prisen består af 70.000 kr., som deles mellem de tre modtagere, og prisen gives til en person, forening, organisation eller virksomhed, der har ydet en særlig indsats for åbenheden i samfundet.
Ifølge priskomitéen modtager Veron prisen for arbejdet med at støtte og sikre whistleblowere i Danmark. Gravergrupperne hos TV 2 og Berlingske modtager prisen for deres arbejde med at afsløre gældsskandalen i Danske Bank.
Særligt lægger komitéen vægt på, at Berlingske og TV 2 har været vedholdende i deres arbejde med sagen. Formanden for priskomitéen, Lisbeth Knudsen, fortæller:
”Åbenhedsprisen 2021 er ikke en journalistpris. Prisen gives heller ikke for den enkelte gode afsløring af magtmisbrug og lukkethed. Det afgørende er ikke kun den første afsløring, men at man holder fast i den næste del af sagen og næste igen.”