Fyringsrunde

TV 2-ansatte er ”kede af det og vrede”

TV 2 har afleveret over en milliard kroner i udbytte til den danske stat, men skal nu skære 50 stillinger væk. Det skaber frustration og forundring på gulvet, siger hovedtillidsrepræsentant Lennart Sten

De TV 2-ansatte blev i den grad overrasket, da de på et møde tirsdag formiddag fik at vide, at 50 stillinger skal skæres væk i mediehuset.

”Folk er forundrede, forbavsede, frustrerede og uforstående. Folk er kede af det og vrede, og nu skal vi alle lige sunde os engang,” siger hovedtillidsrepræsentant Lennart Sten.

Konkret skal der skæres 25 faste stillinger og 25 løse stillinger. Der vil være mulighed for frivillige fratrædelser frem til 1. maj, hvorefter der 25. maj vil være en decideret fyringsrunde. 

Over for Journalisten vil nyhedsdirektør Ulla Pors ikke afvise, at ledelsen kan komme til at sige nej til medarbejderes anmodninger om frivillig fratrædelse. 

Det vil tillidsrepræsentanterne dog gå i rette med, fortæller Lennart Sten: 

”Hvis TV 2 melder ud, at man kan undvære folk her, så presser vi på for, at dem, der melder sig frivilligt, også kan få det,” siger Lennart Sten. 

Skal kunne gå, hvis man vil

En undtagelse vil dog være, hvis produktionen påvirkes i mærkbar grad af mange frivillige fratrædelser i en bestemt jobfunktion eller lignende.  

”Hvis samtlige værter eller producere beder om at få det, så kan det være et problem. Det anerkender vi. Men TV 2 er et godt sted at være, og mange vil gerne være her. Hvis man er kommet derhen i sine overvejelser, at man siger til sig selv, at man vil tage en frivillig fratrædelse, og ledelsen så siger nej, så vil vi presse på,” siger han.

Ifølge Journalistens oplysninger samles TV 2-ansatte klokken 14 til et fagligt møde, hvor dagens udmelding drøftes.

Lennart Sten ønsker ikke at kommentere de oplysninger. 

Vil ”fremtidssikre” TV 2

Han vil dog gerne fortælle, at der på TV 2 i medarbejderstaben ifølge ham har hersket en følelse af, at man kollektivt kæmpede for at holde Danmark opdateret døgnet rundt, og at man gjorde det på en måde, der skabte god økonomi for TV 2.   

”Vi har lige afleveret over en milliard i overskud til den danske stat,” siger Lennart Sten med henvisning til TV 2’s seneste regnskab.

Men grundet ’fremtidssikring’ og pressede budgetter i 2024 har ledelsen i mediehuset altså besluttet, at nyhedsafdelingen skal trimmes.

Der lægges også op til at skære på forskellige programmer, mens der bliver etableret nye stillinger på blandt andet tv2.dk, som skal besættes internt. Ifølge Journalistens oplysninger er der tale om omtrent 15 stillinger. 

Senest i morgen skal ledelsen og tillidsfolkene have konkretiseret, hvordan de frivillige fratrædelser kommer til at se ud.  

0 Kommentarer

Læs også

Fyringsrunde

TV 2-ansatte er ”kede af det og vrede”

18. APRIL 2023